Mere end varm luft - Det globale diplomati og ønsket om en efterfølger til Kyoto-protokollen

Mødet er et afgørende skridt i en proces, som startede i 1992 med FN’s Verdenstopmøde i Rio de Janeiro. Det var her, den globale indsats for at takle klimaændringerne virkelig begyndte.

Topmødet førte til vedtagelsen af FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), som udgør retsgrundlaget for den globale indsats for at finde en løsning på klimaændringerne. Møderne inden for konventionen kaldes for partskonferencer (COP'er) og har fundet sted siden 1994.

Kyoto-protokollen blev underskrevet i 1997 som en forlængelse af UNFCCC og er et første skridt i de langsigtede bestræbelser på at nedbringe emissionerne, som er nødvendige for at forhindre klimaændringer i en udstrækning, som er farlig. Den første forpligtelsesperiode under protokollen udløber rent faktisk i 2012, og "COP 15" forventes at udarbejde en ambitiøs efterfølger.

Kyoto er vigtig, fordi der her blev fastsat bindende emissionsmål for de udviklede lande, der ratificerede protokollen. For eksempel skulle de 15 lande, der i 1997 var medlemmer af EU (EU-15), i fællesskab reducere emissionerne med 8% sammenlignet med Kyotos "basisår" (¹). De skal nå dette mål i løbet af perioden 2008–2012 (²).

Landene forventes navnlig at opfylde deres Kyoto-mål ved at reducere deres indenlandske emissioner. Der findes imidlertid også en række andre muligheder, som kan hjælpe dem med at nå deres mål (se boksen: Få os til Kyoto i tide).

Fig. 1 / Forskel mellem EU's Kyoto- og byrdefordelingsmål samt fremskrivninger for 2010 for EU‑15 (⁶). Kilde: Trends and projections report, EEA (2007).

"Kyoto" har været ret kontroversielt, især fordi USA ikke ratificerede protokollen, og fordi udviklingslande som Kina og Indien, hvis økonomier er i rivende udvikling, ikke har nogen mål under protokollen.

EEA's klimaændringshold spiller en rolle i Europas indsats som koordinatorer for en bogholderopgave af kolossale dimensioner. Data fra hele Europa om emissioner af såkaldte drivhusgasser indsamles, kontrolleres og analyseres derefter i to nøglerapporter, der fungerer som input til Kyoto‑processen.

I år har tallene og den analyse, de anvendes til, en særlig betydning i forbindelse med COP 15-mødet, fordi de klart viser, hvordan EU klarer sig i sine bestræbelser på at reducere drivhusgasemissionerne. Lande, der ikke har underskrevet protokollen eller endnu ikke har mål, vil være særligt interesserede i, hvor godt EU gennemfører protokollen.

Den første drivhusgasrapport fra EEA udkommer hvert forår og kaldes for "opgørelsesrapporten". Drivhusgasser i denne forbindelse er betegnelsen på en række af de mest skadelige klimaændrende gasser, bl.a.: kuldioxid, metan, kvælstofoxid og fluorholdige gasser. Opgørelsesrapporten viser de nationale tendenser: om emissionerne er stigende eller faldende. Inden for de enkelte lande viser rapporten, hvor reduktionerne eller stigningerne i emissionerne stammer fra.

De enkelte EU-medlemsstater skal over for Europa-Kommissionen og EEA fremlægge et skøn over deres emissioner. Se en gang på energisektoren, som tegner sig for mere end 80% af de samlede drivhusgasemissioner i EU. Statistikker over energiforbrug opdelt efter brændselstype ganges med "emissionsfaktorer", og energiemissionerne vurderes for de enkelte lande. Emissionerne fra landbruget vurderes ud fra det dyrkede areal, afgrødetype, brug af gødning og antal dyr (kvæg, fjerkræ, får, svin osv.) i landet.

På samme måde som idrætsfolk testes regelmæssigt for at sikre, at de overholder reglerne, gennemfører man regelmæssige tilsyn. Disse data lægges sammen og danner et overordnet billede af emissionerne over hele Europa, som sendes til Europa-Kommissionen, hvorfra de sendes videre som Det Europæiske Fællesskabs bidrag til UNFCCC.

Fordi disse data først verificeres på nationalt plan, er der tale om en forsinkelse på halvandet år. Den seneste rapport blev offentliggjort i juni 2008 og er baseret på data fra 2006. Den viser, at emissionerne fra EU-15 lå 3% under "basisåret".

Princippet om at tælle gasser er temmelig abstrakt. Det betyder, at det også er svært at beregne, hvad en procentuel reduktion eller stigning i emissioner betyder. Det kan være en hjælp at forestille sig reduktionerne i form af dage. EU-15's Kyoto-mål svarer til 29 dages emissioner.

For hvert af de fem år fra 2008 til 2012 skal EU-15's emissioner i gennemsnit være 29 dage mindre end 1990-niveauerne. Det betyder, at emissionsreduktionerne skal ske konsekvent over flere år.

De seneste EEA-data viser, at der blev skåret 10 dages emissioner væk mellem 1990 og 2006. EU-15 skal skære yderligere 19 dage væk for at nå målet.

Straks efter overdragelsen af "opgørelsesrapporten" begynder EEA's klimaændringshold på årets andet store rapporteringsprojekt, der skal kulminere med rapporten "Trends and projections" (tendenser og fremskrivninger). Rapporten offentliggøres om vinteren, lige før FN‑COP‑mødet går i gang.

Denne rapport indeholder en grundig analyse af de emissionstendenser, der skitseres i den første rapport, og man præciserer, hvor emissionerne og emissionsreduktionerne stammer fra. Vigtigst er det, at man i rapporten kigger fremad og vurderer fremskrivninger af kommende drivhusgasemissioner til 2012 og helt frem til 2020. Dette fremtidsperspektiv er uvurderligt, når man skal vurdere problemets fremtidige omfang og udvikle en politik til løsning af det (³).

I den seneste "Trends and projections"-rapport bekræfter man, at EU-15 har reduceret sine emissioner med 3% mellem "basisåret" og 2006. Der bliver behov for en kombination af metoder for at indhente det resterende, siges det i rapporten.

Den nuværende og den planlagte "indenlandske" indsats (de praktiske foranstaltninger i de enkelte lande), Kyoto-mekanismerne, kulstofdræn (f.eks. at plante træer, der skal optage gasserne) og handel med kulstofkreditter vil alle blive taget i brug og kan føre til en potentiel reduktion af emissionerne med 11% for EU‑15. Men landene skal gennemføre de planlagte foranstaltninger meget snart, da de ellers ikke vil kunne virke tids nok til, at målet kan nås, hedder det i rapporten.

På nationalt plan har Frankrig, Grækenland, Sverige og Det Forenede Kongerige allerede nået deres Kyoto‑mål i 2006. Østrig, Belgien, Finland, Tyskland, Irland, Luxembourg, Nederlandene og Portugal regner med, at de vil nå deres mål, men fremskrivningerne for Danmark, Italien og Spanien tyder på, at de ikke vil nå deres mål for emissionsreduktion.

Sloganet "fælles, men differentieret ansvar" blev udtalt første gang på verdenstopmødet i Rio og er dukket op lige siden i klimaændringskredse. Enkelt udtrykt betyder sætningen, at de udviklede nationer har et større ansvar for drivhusgasserne i vores atmosfære. Disse lande har været mere industrialiserede, har forårsaget flere emissioner og bør derfor tidligere end udviklingslandene have lovbestemte mål for reduktion af emissionerne.

Det har vist sig meget vanskeligt at omsætte princippet til handling på en måde, der er acceptabel for både de industrialiserede lande og udviklingslandene. I december 2009 bliver en af de vigtige opgaver for COP 15 endelig at omsætte retorikken til en global indsats for at reducere emissionerne. Det betyder nye mål for emissionsreduktion og vigtigst af alt, at USA og de store udviklingslande som Indien og Kina kommer med.

Vi kender allerede EU's holdning til den fremtidige indsats for at reducere emissionerne: en 20% reduktion i emissionerne inden 2020, stigende til en 30% reduktion, hvis andre udviklede nationer går med i København. Alle EU‑27-medlemsstater kommer med.

EU's 2020-mål svarer nærmest til at afskaffe emissionerne fra al transport over hele Europa. Forestil dig, at alle lastbiler, busser, biler, tog, skibe og fly forsvandt – målt i emissioner. Det er ambitiøst, men det skal det også være, for det er en alvorlig udfordring.

De seneste data viser, at de globale CO₂-emissioner er steget fire gange hurtigere siden 2000 end i det foregående årti. Denne vækst ligger over det værst tænkelige scenarie, som Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) rapporterede om i 2007. Mindre udviklede lande udsender nu mere CO₂ end udviklede lande. Effektiviteten af naturlige dræn som f.eks. oceanerne, som optager CO₂, er faldet gennem de seneste 50 år, hvilket betyder, at vores bestræbelser på at reducere emissionerne fra de menneskelige aktiviteter skal være endnu mere effektive, hvis vi skal holde CO₂-indholdet i atmosfæren på et stabilt niveau.

"Omkostningerne ved ikke at sætte ind over for klimaændringerne er kolossale, både økonomisk og moralsk. De fattigste vil blive ramt først, men følgevirkningerne vil kunne mærkes af os alle", udtalte professor Jacqueline McGlade, administrerende direktør for EEA.

"Klimaændringerne går på tværs af de normale politiske og økonomiske grænser. Det er ikke længere en sag for en eller to ministre i de nationale regeringskorridorer. Det er en sag for regeringscheferne, og den bør behandles som sådan", sagde hun.

(³) I rapporten ser man fremad mod 2020 og fremlægger et langsigtet skøn over emissionssituationen i Europa. Dette er særligt relevant i forbindelse med Europa-Kommissionens forslag til en klima- og energipakke, der indeholder forslag til mål for 2020.

(⁴) Sammenlignet med Kyoto-"basisåret"

(⁵) I øjeblikket er emissioner fra den internationale luftfart og skibsfart ikke omfattet af Kyoto-protokollen eller af EU-lovgivningen.

(⁶) Den fulde effekt af EU's emissionshandelsordning (EU ETS) er ikke afspejlet i alle medlemsstaters fremskrivninger.