Vand i storbyen

I juli 2011 blev dele af København oversvømmet under intens regn. Byens kloaksystemer kunne ikke håndtere de vandmasser på op til 135 mm, der faldt i løbet af to timer. Men dermed var Københavns vandproblemer ikke forbi. Kort efter oversvømmelsen blev store dele af byen ramt af forurening af drikkevandet i forbindelse med reparationer på hovedvandledningerne. Der forekommer tilsvarende vandrelaterede problemer i andre store byer.

Over tre fjerdedele af Europas borgere bor i byområder og er afhængige af rent vand i byerne. Ca. en femtedel af det indvundne ferskvand i Europa forsyner det offentlige ledningsnet – vand til husholdninger, små virksomheder, hoteller, kontorer, hospitaler, skoler og visse industrier.

Det er ikke en enkel opgave at sikre en stabil vandforsyning til offentligheden. Vandsystemet skal være tilpasset en lang række faktorer, f.eks. størrelsen af befolkningen og husholdningerne, ændringerne i jordens fysiske beskaffenhed, forbrugernes adfærd, de økonomiske sektorers behov (f.eks. turistaktiviteter), vandets kemiske sammensætning og logistikken i vandopbevaring og -transport. Desuden må der tages højde for udfordringerne fra klimaændringerne, der kan medføre uventede oversvømmelser og varmebølger og perioder med vandmangel.

For at undgå kriser i vandforsyningen til byområderne er vi nødt til at håndtere vandressourcerne effektivt i alle trin: lige fra tilførslen af vandet til dets forskellige anvendelser hos forbrugerne. Det kan dels være nødvendigt at mindske forbruget, dels at finde nye måder at indvinde og udnytte vandet på. Vandforvaltningen må desuden integreres bedre med byernes forvaltning i bredere forstand og tage højde for det lokale miljøs egenskaber.

Betaling for vores vandforbrug

Tekniske fremskridt og nye betalingsordninger har i sig selv allerede vist sig at kunne give en væsentlig besparelse på husholdningernes vandforbrug, der typisk udgør 60-80 % af det samlede forbrug i den offentlige vandforsyning i hele Europa. Tekniske forbedringer af husholdningsapparater, f.eks. vaskemaskiner og opvaskemaskiner, har således mindsket vandforbruget, uden at det har været nødvendigt med ændret adfærd eller øget bevidsthed om vandproblemer.

Desuden kan der spares væsentligt på vandforbruget til personlig hygiejne, der på nuværende tidspunkt udgør 60 % af husholdningernes vandforbrug. For eksempel kan udskiftning af mekanismen i toiletters cisterne være en billig og enkel måde at mindske vandforbruget på med 1 liter for hver skylning. Mindre justeringer af brusesystemer, såsom brug af perlator, kan også spare vand.

Som det fremgår af EU’s vandrammedirektiv, kan betaling for vandet efter forbrug være et incitament til et mere bæredygtigt vandforbrug. I England og Wales bruges der gennemsnitligt 13 % mindre vand i ejendomme med vandmåler end i ejendomme uden måler.

Genbrug af regnvand og gråvand

Det endelige vandforbrug i sektorer med offentlig vandforsyning udgør kun 20 % af det vand, de bruger. De resterende 80 % sendes tilbage til miljøet, hovedsagelig som behandlet spildevand. Fra betonbelagte og vandtætte overflader i storbyerne ledes regnvandet typisk direkte ned i kloaksystemet, hvor det blandes med spildevandet. Derved forhindres regnvandet i at sive ned i jorden og indgå i grundvandsreservoiret, hvor vi senere ville kunne få gavn af det. Afstrømmet regnvand og spildevand føres ofte gennem spildevandsbehandlingsanlæg, før det ledes tilbage til vandløbene, sædvanligvis langt fra byerne. Med visse ændringer af byernes vandsystemer ville både regnvand og mindre forurenet spildevand kunne føres tilbage til forbrugerne i byerne.

En af disse ændringer er genbrug af gråvand. Gråvand er alt husholdningsspildevand, der ikke kommer fra toiletter, altså spildevand fra badekar, brusebade, håndvaske og køkkener. Dette vand kan behandles direkte på stedet eller bruges ubehandlet til formål, hvor drikkevandskvalitet ikke kræves, f.eks. skylning af toiletter.

I byerne kan regnvandet desuden indvindes ved at opsamle det fra tagflader eller indkørsler i en beholder og udnytte det til andre formål end til drikkevand, f.eks. skylning af toiletter, bilvask og havevanding. Det kan også udledes direkte til gendannelse af grundvandet. Sådanne systemer kan installeres i husholdninger og virksomheder og kræver ingen ændringer i forbrugernes vaner. Men der er mere, man kan gøre for at forbedre forsyningen med vand, før vandet når ud til husholdningerne.

Der er mange fordele ved at lade vandet blive i byen ved at lade det sive ned i jorden og samle sig i vandområder – det kan bl.a. give mulighed for rekreative områder til lokalbeboerne og virke afkølende i perioder med varmebølger.

(c) ABC Open Wide Bay | flickr.com

Mindre spild

Vandspild som følge af utætheder kan være betydeligt: I Kroatien spildes næsten 40 % af den samlede vandtilførsel i vandtransportnettet. Utætheder kan forebygges ved at vedligeholde og renovere vandledningsnettet, og ved at anvende ny teknik. Den nye teknik kan være sensorer, der opfatter og lokaliserer lyd fra en utæthed, eller anordninger, der med radiosignaler kan detektere strømmende vand. Med disse teknikker kan man undgå det ekstra vandspild på grund af utætheder i de offentlige vandsystemer, som i forvejen skal dække vandbehovet med begrænsede ressourcer. Renovering af vandforsyningsnettet kræver imidlertid betydelige investeringer i infrastruktur.

Tid til handling

Hvis udnyttelsen af byernes offentlige vandforsyning skal blive mere bæredygtig, er det ikke nok med foranstaltninger som dem, der lige er nævnt. Det er også nødvendigt, at offentligheden bliver mere bevidst om mulighederne for effektiv vandbesparelse.

Der er mange måder, som man kan informere de vandforbrugende husholdninger, virksomheder og turister på – bl.a. via websteder, undervisningsprogrammer i skolerne, foldere fra lokalmyndighederne og i massemedierne. For eksempel kan økomærkning af husholdningsapparater og økocertificering af hoteller spille en vigtig rolle i at gøre forbrugerne mere bevidste, fordi det giver dem mulighed for at træffe informerede valg vedrørende vandudnyttelse og vandbesparelse.

En reel, bæredygtig udnyttelse af vores ferskvandsressourcer vil kun være mulig, hvis bæredygtigheden af vandforbruget i byerne forbedres yderligere.