Hvis brønden tørrer ud - Tilpasning til klimaændringer og vand

Den gamle lejlighed har ikke sin egen vandbeholder, så familien Tekins er koblet direkte på det kommunale vandsystem. Tørke i det vestlige Tyrkiet i de seneste to år betyder, at kommunen regelmæssigt lukker for vandet i perioder på op til 36 timer.

Vandmangel er ikke noget nyt – Barış kan huske det fra sin barndom. Selvom forbedringer af infrastrukturen betyder mindre vandspild, er den nuværende tørke særligt alvorlig, og "vandrationering" i sommermånederne er et livsvilkår for byens 12 millioner indbyggere.

Ekstrem varme og tørke, regn og oversvømmelse rammer mange dele af Europa.

Mens den spanske avis El Pais sidste sommer bragte billeder af tørre flodsenge, indeholdt overskrifterne i The Guardian i Storbritannien alarmerende meldinger om oversvømmelser. Mens lokalregeringen i Barcelona lagde planer om at importere vand pr. skib, gennemgik den britiske regering sine forsvarsværker mod oversvømmelser.

Der findes mange årsager, men klimaændringerne ventes at gøre disse begivenheder både hyppigere og alvorligere. Selvom vi virkelig nedbringer emissionerne, vil den historiske ophobning af drivhusgasser medføre en eller anden grad af klimaændringer – så der vil opstå følgevirkninger. Derfor skal vi tilpasse os – det vil sige vurdere vores sårbarhed og handle for at nedbringe risiciene. I denne analyse af tilpasningen til klimaændringer fokuserer man på spørgsmål vedrørende vand, især tørke.

Når temperaturen stiger, falder vandreserverne i det sydlige Europa. Samtidig vil landbrug og turisme kræve mere vand, især i varme og tørre områder.

En stigning i vandtemperaturen og lavere vandstand i floderne mod syd vil også påvirke vandkvaliteten. Hyppigere, ekstreme regnskyl og springfloder vil øge risikoen for forurening på grund af overløb ved uvejr og nødudledninger fra spildevandsanlæg.

I foråret 2008 var vandstanden i reservoirerne til Barcelonas vandforsyning så lav, at man lagde planer om at hente vand pr. skib. Man indgik aftaler om at hente seks skibsladninger, der hver indeholdt ferskvand nok til at fylde 10 olympiske svømmebassiner, til en pris på omkring 22 mio. EUR. Ferskvandet skulle komme fra Tarragona i det sydlige Catalonien, Marseille og Almeria – et af de tørreste områder i Sydspanien. Heldigvis blev maj måned våd, reservoirerne blev fyldt op og planerne lagt på hylden. Men diskussionerne om at omlede vand fra floder som Ebro og endda Rhône i Frankrig fortsætter (¹).

Cypern oplever en katastrofal tørke. Efterspørgslen efter vand har været stigende i de seneste 17 år og ligger på over 100 millioner kubikmeter (m³) ferskvand om året. Inden for de seneste tre år har man kun haft henholdsvis 24, 39 og 19 millioner m³ til rådighed.

For at afhjælpe vandkrisen sejlede man vand ind fra Grækenland sidste sommer. I september 2008 var 29 skibsladninger ankommet fra Grækenland. Vandmangel i Grækenland gjorde udskibningerne sjældnere. Den cypriotiske regering har været tvunget til at indføre nødforanstaltninger, der omfatter en reduktion af vandforsyningen med 30%.

I Tyrkiet faldt vandniveauet ifølge den statslige vandværksmyndighed konsekvent sidste sommer. Reservoirerne, hvorfra man henter drikkevand til Istanbul, var nede på 28% af deres kapacitet. Reservoirerne, hvorfra man henter vand til Ankara med fire mio. indbyggere, var helt nede på 1% af deres drikkevandskapacitet.

I en rapport fra vandmyndighederne for Kreta tegnede man et alarmerende billede af grundvandsressourcerne på øen. De vandførende lag – underjordiske reservoirer – er faldet med 15 meter siden 2005 på grund af overdreven oppumpning. Havvandet er rent faktisk begyndt at trænge ind og forurene de resterende forsyninger.

De nuværende tørke- og vandkriser skal løses hurtigt for at sikre, at folk har adgang til vand. Men der skal også udformes politikker for tilpasninger på længere sigt. Regeringer på lokalt og nationalt plan er desperate efter at styrke vandforsyningen og investerer i projekter som reservoirer til oplagring af vand, vandtransport og afsaltningsanlæg, der gør saltvand egnet til at drikke.

Landene i Middelhavsområdet bliver stadigt mere afhængige af afsaltning for at skaffe ferskvand. Spanien har i dag 700 afsaltningsanlæg, som leverer vand nok til 8 mio. mennesker hver eneste dag. Afsaltningen ventes at blive fordoblet i Spanien over de kommende 50 år.

Vandmanglen er ikke begrænset til Sydeuropa. Det Forenede Kongerige er i færd med at opføre sit første afsaltningsanlæg i det østlige London. Prisen bliver 200 mio. GBP, og anlægget kan levere 140 mio. liter om dagen, nok til 400 000 husstande. Ironisk nok mister den lokale vandforsyning, der opfører anlægget, mange millioner liter rent drikkevand hver dag på grund af utætte rør og dårlig infrastruktur.

Afsaltning kan spille en legitim rolle i den langsigtede vandforvaltning, men processen med at lave saltvand om til drikkevand er notorisk energiintensiv. På nogle anlæg anvender man solenergi, hvilket er positivt. Men afsaltning er stadig dyrt. Desuden er den saltholdige brine, et biprodukt ved processen, vanskelig at bortskaffe og kan skade miljøet.

"Der er tit over 40 °C her om sommeren, og luftfugtigheden kan være meget høj", siger Barış fra Istanbul. "De lokale myndigheder er langt bedre til at advare os nu, og de kan normalt fortælle os, hvor længe der er lukket for vandet, så vi kan træffe vores forholdsregler. Men de gør tilsyneladende ikke meget for at løse problemet med selve vandmanglen – de kan vel ikke få det til at regne mere," sagde han.

De regionale og nationale myndigheder i Tyrkiet og over hele Europa kunne "forvalte" vandressourcerne bedre. Dette betyder, at man skal sætte ind for at reducere og forvalte efterspørgslen i stedet for bare at forsøge at øge vandforsyningen.

I vandrammedirektivet, den centrale lovgivning om vand i Europa, forpligtes medlemsstaterne til at bruge prissætning (opkræve penge) af vandrelaterede tjenester som et effektivt værktøj til at fremme beskyttelsen af vandressourcerne. Prissætning af vand er en af de mest effektive metoder til at påvirke forbrugsmønstrene for vand. Men en effektiv forvaltning af vandressourcer skal også omfatte bestræbelser på at reducere vandspild og informere om vandeffektivitet.

En kommende EEA-rapport drejer sig om Alperne, der ofte beskrives som "Europas vandtårn", fordi 40% af Europas ferskvand stammer fra denne bjergkæde. Alperegionen har oplevet temperaturstigninger på 1,48 °C i de seneste hundrede år – det dobbelte af det globale gennemsnit. Gletscherne smelter, snegrænsen trækker sig opad, og bjergkæden ændrer gradvis den måde, hvorpå den indsamler og oplagrer vand om vinteren og distribuerer det igen i de varmere sommermåneder, hedder det i rapporten.

Alperne er væsentlige for vandforsyningen, ikke kun for de otte Alpelande, men for en meget stor del af det kontinentale Europa, fordi vandet til mange af de store floder kommer herfra. Derfor fungerer de som et ikon og et symbol på truslens omfang og den type reaktion, der er behov for. Tilpasningsstrategierne og -politikkerne skal omfatte lokale, grænseoverskridende og EU-dækkende elementer. Aktiviteter, der tilsyneladende er uden sammenhæng, som turisme, energiproduktion og folkesundhed, skal betragtes samlet.

I sidste ende betyder tilpasning, at vi skal genoverveje, hvor og hvordan vi bor nu og i fremtiden. Hvor skal vores vand komme fra? Hvordan skal vi beskytte os selv mod ekstreme hændelser?

I EEA-undersøgelser, hvor man fokuserer på arealanvendelsen, kan man se, at det meste byggeri ofte foregår i kystområderne. I EEA‑rapporten "The changing faces of Europe's coastal areas" taler man om "Middelhavsmuren", og man påviser, at 50% af Middelhavskysten er bebygget. Vandmangel og tørke er allerede et problem i mange af disse regioner. Flere lejligheder, flere turister og flere golfbaner betyder større efterspørgsel efter vand. Kystområderne i det nordlige og vestlige Europa, hvor der forventes flere oversvømmelser, er også ved at blive bebygget i hastigt tempo.

Indarbejdelsen af tilpasningsforanstaltninger i de centrale EU-politikker har været begrænset. Men Europa-Kommissionen ventes at offentliggøre en hvidbog om tilpasning i 2009. I en nyligt udgivet EEA-rapport påpeges det, at syv af de 32 EEA-lande indtil videre har indført nationale tilpasningsstrategier for klimaændringer. Men alle EU-medlemsstater har travlt med at forberede, udarbejde og gennemføre nationale foranstaltninger baseret på den situation, der kan iagttages i de enkelte lande.

Den fælles tænkning, som er nødvendig for en effektiv tilpasning, er ikke veludviklet, men processen er ved at komme i gang.