Dræbersnegle og andre fremmede arter - Europas biodiversitet forsvinder med alarmerede hast

Dræbersneglen begyndte at brede sig ud over Europa for omkring 30 år siden, hvor den blev transporteret rundt som æg i pottemuld. Denne rute er stadig den største kilde til angreb.

Dræbersneglen er bare ét eksempel på en langt større trussel mod Europas biodiversitet, fordi fremmede eller ikke-indfødte arter etablerer sig og breder sig over kontinentet på grund af menneskelige aktiviteter. De fleste kommer som blinde passagerer og transporteres uforvarende rundt omkring i verden. I FN-konventionen om biologisk mangfoldighed identificerer man truslen fra indtrængende fremmede arter som en af de største trusler mod biodiversitet på verdensplan.

Fremmede arter er ankommet til nye steder, så længe mennesket har rejst og drevet handel. Den øgede samhandel, opdagelsesrejser og kolonialisering fra 1600-tallet startede den egentlige invasion med bemærkelsesværdige arter som den brune rotte, der ankom første gang med skibe fra Asien.

Man har registreret omkring 10 000 fremmede arter i Europa. Nogle arter som kartoffel og tomat blev indført bevidst og har stadig økonomisk betydning den dag i dag. Andre betegnes "indtrængende fremmede arter" og skaber alvorlige problemer som ukrudt eller skadedyr inden for havebrug, landbrug og skovbrug, hvor de spreder sygdomme eller forårsager skader på f.eks. bygninger og dæmninger.

Indtrængende fremmede arter ændrer også de økosystemer, hvor de lever, og påvirker andre arter i disse økosystemer. En nylig undersøgelse af knopurt, der blev indført som prydplante fra Asien i det 19. århundrede, har vist, at denne indtrængende plante breder sig hurtigt og forårsager alvorlige skader på naturlige plante- og insektarter i Det Forenede Kongerige og Frankrig.

De indtrængende fremmede arter afføder ofte store omkostninger i deres nye hjemlande. Fremmed ukrudt reducerer landbrugsudbyttet i Europa, og elmesyge – der skyldes en importeret svamp – har ødelagt elmetræer i Centraleuropas skove. Det amerikanske grå egern, som er blevet indført til Det Forenede Kongerige, udkonkurrerer ikke bare det indfødte røde egern – en virkning, der er vanskelig at måle i økonomisk henseende – men beskadiger også nåletræerne og mindsker deres værdi som tømmer.

Udgifterne til skader forårsaget af og bekæmpelse af indtrængende fremmede arter i USA skønnes at ligge på 80 mia. EUR om året. Ifølge foreløbige skøn ligger udgifterne i Europa på over 10 mia. EUR om året. Hertil kommer så udgifterne til alvorlige sygdomme hos mennesker (som hiv eller influenza) eller exceptionelle udbrud af dyresygdomme.

Foranstaltningerne til bekæmpelse (eller udryddelse) af etablerede, indtrængende fremmede arter er vanskelige, besværlige og dyre. Europa-Kommissionen støtter naturforvaltningsprojekter i medlemsstaterne gennem EU's LIFE‑forordning. LIFE-midlerne bruges stadig oftere til projekter vedrørende indtrængende fremmede arter, og budgettet nærmer sig nu 14 mio. EUR pr. treårsperiode.

De fremmede arter kan findes i alle europæiske økosystemer. Globaliseringen og navnlig den stigende samhandel og turismen har ført til et opsving i antallet og typerne af de fremmede arter, der ankommer til Europa.

Have og kystområder påvirkes kraftigt som følge af væksten inden for skibsfarten og anlæggelsen af kanaler mellem adskilte have – Suezkanalen er stadig en vigtig adgangsvej for nye arter, der kommer ind i Middelhavet. At skibene lukker vand ud fra deres ballasttanke er en så stor kilde til nye organismer, at man har oprettet en international konvention for kontrol og forvaltning af skibenes ballastvand og sedimenter for at "forhindre, minimere og i sidste ende eliminere overførslen af skadelige vandlevende organismer og patogener" på denne måde.

Det mest effektive middel mod indtrængende fremmede arter er forebyggelse – grundlæggende en grænsepatrulje, der hindrer adgangen for nye arter. Et andet skridt er tidlig opsporing og kontrol.

Et slående eksempel er kæmpe-bjørneklo, Heracleum mantegazzianum, der blev indført til Europa som en prydplante i det 19. århundrede. Planten er nu genstand for betydelige lokale bekæmpelsesforanstaltninger, fordi den har slået rod i grønne områder, langs jernbaner, rabatter og på flodbredder. Bjørnekloen vokser tæt og presser de indfødte planter ud. Den er også giftig, og direkte hudkontakt kan medføre kraftig dermatitis. I dag kan kæmpe‑bjørneklo formentlig ikke længere udryddes i Europa, mens en tidlig indsats (frem til 1950'erne) ville have givet bedre udsigter.

I overensstemmelse med dette understregede Europa-Kommissionen i sin meddelelse for nylig om biodiversitet, at der er behov for en "tidlig varslingsmekanisme" for indtrængende fremmede arter. Som reaktion på dette planlægger EEA med sit netværk af medlemslande og samarbejdspartnere at oprette et Europa-dækkende informationssystem, hvor man skal identificere, registrere, vurdere og reagere på nye invasioner og indtrængende arter, der breder sig yderligere.

Fremmede arter findes i alle former og størrelser. Nogle indføres bevidst og har økonomisk betydning, andre har begrænsede følger, mens nogle få har været en katastrofe. Dette betyder, at første trin i udformningen af bekæmpelses- og forvaltningsforanstaltninger er at identificere de mest offensive arter, så indsatsen kan koncentreres om disse.

For at opnå en bedre forståelse af de indtrængende fremmede arter og deres indvirkning på biodiversiteten i Europa har EEA med bistand fra en række eksperter udarbejdet en liste over de værste indtrængende fremmede arter, der truer biodiversiteten i Europa.

Listen omfatter i øjeblikket 163 arter eller artsgrupper. Arter føjes til listen, hvis de er meget udbredte, og/eller hvis de skaber betydelige problemer for biodiversiteten og økosystemerne i deres nye habitater.

Arterne på listen, hvoraf karplanter er de mest almindelige med 39 repræsentanter, har en betydelig indvirkning på den indfødte biodiversitet på genetisk niveau eller arts- eller økosystemniveau. Mange påvirker også menneskers sundhed og økonomien. Siden 1950 har én art i gennemsnit etableret sig om året, og der er ingen klare tegn på, at situationen er i bedring ( fig. 1).

Arterne på listen stammer fra mange forskellige dele af verden, navnlig Asien og Nordafrika ( fig. 2). Mange andre stammer dog fra en del af Europa, men er blevet transporteret til andre dele af kontinentet.

De nødvendige foranstaltninger til at imødegå de indtrængende fremmede arter omfatter foranstaltninger til forvaltning og genoprettelse, som normalt er både vanskelige og dyre.

F.eks. har bekæmpelses-foranstaltningerne over for dræbersneglen været besværlige og har ofte kun haft en lokal og midlertidig effekt. De er imidlertid stadig vigtige.

Inden for EU gøres der stadig forsøg på at bekæmpe indtrængende fremmede arter gennem forvaltnings- og genoprettelsesforanstaltninger, der finansieres via LIFE-forordningen.

Mellem 1992 og 2002 afsatte man 40 mio. EUR til projekter for indtrængende arter, og der investeres flere og flere midler. EU finansierer ligeledes undersøgelser af disse arter inden for "programmet for forskning og teknologisk udvikling".

Problemet med indtrængende fremmede arter forsvinder ikke. Globalisering og klimaændringer (arter, der flytter sig på grund af ændringer i deres naturlige levesteder) betyder, at flere og flere af os kommer i kontakt med disse arter. Der er således behov for at styrke den offentlige og politiske bevidsthed for at skaffe ressourcer til at blokere for de vigtigste indførselsruter, overvåge risikoområder med henblik på tidlig opdagelse og at være forberedt på at iværksætte en øjeblikkelig indsats for at udrydde uønskede arter.