Det Europæiske Miljøagentur: 25 års voksende viden understøtter europæisk miljøpolitik

I erkendelse af, at mange af de miljøproblemer, man stod over for, var grænseoverskridende, enedes EU-medlemsstaterne allerede i 1970'erne om at agere sammen på grundlag af en fælles politik og tilhørende politiske målsætninger. Med udgangspunkt i det første miljøhandlingsprogram blev der vedtaget flere dele af den vigtige miljølovgivning i 1970'erne, herunder de første udgaver af affaldsrammedirektivet, badevandsdirektivet og fugledirektivet.

1980’erne var karakteriseret ved en global og fælleseuropæisk indsats, herunder Montrealprotokollen for ozonlaget, oprettelsen af Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer og UNECE-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande. Udover disse globale initiativer blev EU's miljøpolitik også styrket med oprettelsen af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø i 1981 og den formelle integration af "miljøbeskyttelse" i EU-traktaterne med den europæiske fælles akt fra 1987. Med Amsterdamtraktaten fra 1997 blev "bæredygtig udvikling" anerkendt som et formelt mål for Den Europæiske Union. Det gav EU-medlemsstaterne mulighed for at handle i fællesskab og støtte gennemførelsen af globale mål, såsom årtusindudviklingsmålene fra 2000 og 2030-dagsordenen og dens 17 mål for bæredygtig udvikling fra 2015.

En lignende udvikling skete inden for klimaændringer, herunder vedtagelsen af FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) i 1992, efterfulgt af Kyotoprotokollen i 1997. De industrilande, der underskrev Kyotoprotokollen, er juridisk forpligtede til at opfylde målene for emissionsreduktion frem til 2020. Det globale ambitions- og forpligtelsesniveau blev hævet yderligere med Parisaftalen i 2015. EU indgår som en part i disse aftaler sammen med medlemsstaterne og fastsætter mål for hele EU.

Efterhånden som omfanget af miljø- og klimarelateret lovgivning steg både på EU-plan og globalt plan, blev data af høj kvalitet en forudsætning for at kunne overvåge fremskridt og identificere mangler og nye problemstillinger. Det var på denne baggrund, at Kommissionens formand Jacques Delors i 1989 foreslog at indføre et europæisk system for miljømæssig måling og verifikation og fremlagde idéen om at oprette et europæisk miljøagentur. Det Europæiske Miljøagentur og Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet (Eionet) blev efterfølgende oprettet i 1994^[1] med det formål, at foretage uafhængige vurderinger af Europas miljø og støtte miljøpolitikken i hele EU.

Mange af EU's miljødirektiver kræver, at medlemsstaterne overvåger specifikke parametre og indberetter data og fremskridt i forhold til tiltag med fastsatte intervaller. Det, der begyndte som pakker med papirrapporter, der blev sendt med posten af de nationale myndigheder, har i løbet af de sidste 25 år udviklet sig til en online-platform for indberetning, der modtager og huser stadig flere data. I dag indberetter over 400 institutioner i mere end 39 lande data til agenturets rapporteringsværktøj — Reportnet. Når de er indsendt, går dataene gennem agenturets kvalitetskontrol og kvalitetssikringsprocesser for at sikre sammenhæng og sammenlignelighed. Ud over dataene fra over 400 rapporteringsforpligtelser har data fra nye kilder, herunder satellitobservationer via det europæiske jordovervågningsprogram Copernicus og borgervidenskab, udvidet vores evne til at overvåge ændringer i miljøet og klimaet.

Agenturets online-formidlingsværktøjer giver fri adgang til disse mange data — lige fra det europæiske luftkvalitetsindeks (realtidskort over luftforureningskoncentrationer i Europa), vandinformationssystemet WISE og udledning af drivhusgasser pr. sektor og pr. land til en omfattende database med detaljerede oversigter over politik og foranstaltninger relateret til klimaændringer, der planlægges af medlemsstaterne.

På grundlag af disse data udarbejder agenturet regelmæssigt indikatorer og vurderinger med henblik på at overvåge fremskridt i forhold til en række EU-mål. Vi har f.eks. for nylig offentliggjort vores årlige rapport med tendenser og fremskrivninger, hvor vi overvåger EU's fremskridt i forhold til 2020-målene for reduktion af udledning af drivhusgasser, vedvarende energi og energieffektivitet. Vores vurdering viser, at EU er på vej til at opfylde 2020-målene, men at der er behov for en øget indsats for at nå 2030-målene. På samme måde stod der i vores nylige briefing, at EU har opfyldt Aichi-målet om at udpege 10% af sine havområder som beskyttede. Dette skal dog suppleres med effektive bevaringsforanstaltninger. På trods af disse fremskridt viser vores seneste årlige indikatorrapport, der måler EU's fremskridt i forhold til prioriterede mål i det 7. miljøhandlingsprogram, at Den Europæiske Union fortsat ikke vil kunne opfylde miljømålene i 2020, især når det gælder beskyttelse af biodiversitet og naturkapital.

Pålidelige data er afgørende for at kunne foretage pålidelige vurderinger. Det gælder for de fleste informationsstrømme, at kvaliteten af dataene på EU-plan nøje afhænger af kvaliteten af de data, der indberettes af landene. EU's opgørelse over udledning af drivhusgasser er f.eks. en sammenlægning af EU-medlemsstaternes opgørelser. Derfor arbejder agenturet ikke kun på at sikre kvaliteten af de indberettede data, men bidrager også til at opbygge en ensartet overvågnings- og rapporteringsmekanisme i medlemsstaterne. For nogle arbejdsområder fremmer Eionet udveksling af bedste praksis ikke blot i EU, men også i EU's nabolande mod øst samt i Middelhavsområdet.

Tilgængelighed og gennemsigtighed er centrale elementer i EU's miljø- og klimapolitik. Et robust globalt system til overvågning, rapportering og verifikation er afgørende for at sikre, at forpligtelserne opfyldes, og for at identificere, hvor der er behov for en yderligere indsats. Behovet for gennemsigtighed er endnu tydeligere i en global sammenhæng, såsom Parisaftalen om klimaændringer. Parisaftalen anerkender formelt vigtigheden af regelmæssig rapportering om landenes udledninger og indsats.

Siden agenturet blev oprettet for 25 år siden, har vores højtkvalificerede personale og Eionet-partnere, herunder europæiske temacentre, analyseret de data, som medlemsstaterne har indberettet, og gjort dem til politisk relevant viden. På samme måde som udviklingen i udformningen af EU's politik, hvor de enkelte politikområder i stigende grad er blevet integreret i politik, der dækker systemet som helhed, har agenturet styrket sit systemiske og integrerede analysearbejde. Siden udgivelsen af Det Europæiske Miljøagenturs første statusrapport om Europas miljø (SOER) i 1995 er agenturets viden i stigende grad blevet koncentreret om at forstå centrale systemer, såsom mobilitet og energi, samt globale forbindelser og forvaltningsmæssige udfordringer.

Det er åbenlyst, at de miljø- og klimamæssige udfordringer i det 21. århundrede ikke længere kan analyseres eller behandles, uden at der tages hensyn til de socioøkonomiske tendenser i Europa og resten af verden. I disse tider med komplekse og globale interaktioner er det stadig en stor udfordring at foretage rettidige og relevante analyser, som inkluderer forskellige geografiske områder og tidslinjer, samtidig med at man skal præsentere korrekte prognoser. På denne baggrund vil agenturet sammen med Eionet fortsætte med at investere i rapporterings- og vidensystemer og støtte beslutningsprocesserne i Europa og globalt.

Hans Bruyninckx

EEA's administrerende direktør

Lederoffentliggjort i december 2018-udgaven af EEA’s nyhedsbrev 04/2018

Bemærkning:

[1] Grundforordningen blev vedtaget i 1990og ændret i 2009.