Mod global bæredygtighed

Det er opmuntrende at se dette globale og mere omfattende engagement på området for bæredygtighed. Det er bestemt et skridt i den rigtige retning, når det anerkendes, at bæredygtig udvikling både er en udfordring og en nødvendighed for udviklings- og industrilandene.

I denne sammenhæng harmonerer det overordnede mål i EU's syvende miljøhandlingsprogram fint med målsætningerne for bæredygtig udvikling: "I år 2050 lever vi et godt liv, inden for jordens økologiske grænser". Der er truffet en lang række foranstaltninger i EU for at nå dette mål. Både økonomiens og miljøets globale karakter gør det imidlertid mere vanskeligt for enkelte lande eller grupper af lande, der handler i fællesskab (f.eks. EU), at løse deres miljøproblemer på egen hånd. Eksempelvis bidrager drivhusgasser til de globale atmosfæriske koncentrationer, uanset hvor de udledes, og de kan have konsekvenser langt borte fra kilden, og kan oven i købet række langt ud i fremtiden.

Hvis vi ikke gør en global indsats og opnår reel bæredygtighed, risikerer vi at underminere vores velbefindende og livskvalitet på hele jorden. Vores rapport "Europas miljø – tilstand og fremtidsudsigter 2015" viser, at de nuværende forbrugs- og produktionsmønstre forbedrer vores livskvalitet, samtidig med at de paradoksalt nok også bringer den i fare.

Vi nærmer os grænsen

Ovennævnte rapport påpeger desuden tegn på, at vores økonomier er ved at nærme sig de økologiske grænser, som de er indkapslet i, og at vi allerede så småt oplever nogle af virkningerne af fysiske og miljøbetingede ressourcebegrænsninger. Foreliggende estimater viser, at det samlede globale forbrug overstiger jordens regenerative kapacitet med over 50 %. Med andre ord forbruger vi mere, end vores planet kan producere i en given periode, uden at dens produktionskapacitet svækkes.

Visse globale megatendenser er årsag til særlig bekymring. I dag anses under to milliarder mennesker af verdens samlede befolkning på syv milliarder for at være middelklasseforbrugere. I 2050 forventes antallet af mennesker på jorden at nå op på ni milliarder, og mere end fem milliarder af dem vil tilhøre middelklassen. Denne vækst vil sandsynligvis føre til en intensiveret global kamp om ressourcer og lægge yderligere pres på økosystemerne.

Råstofforbruget kan meget vel være fordoblet i 2030 på globalt plan. Verdens efterspørgsel efter energi og vand forventes at stige med mellem 30 % og 40 % over de næste 20 år. Tilsvarende forventes den samlede efterspørgsel efter fødevarer, foderstoffer og fibre at stige med ca. 60 % frem til 2050.

Den tiltagende ressourceknaphed og den øgede konkurrence skaber bekymring med hensyn til sikker adgang til de vigtigste ressourcer. Bekymringer omkring fødevare-, vand- og energiforsyningssikkerheden har været årsag til transnationale jorderhvervelser i de sidste 5-10 år, hovedsageligt i udviklingslandene.

Europa og global bæredygtighed

EU er en vigtig global aktør som både producent og forbruger. De fleste europæiske landes økologiske fodaftryk overstiger i dag deres tilgængelige biologiske produktive område eller "biokapacitet". På grund af EU's samhandel med resten af verden gælder det endvidere, at en væsentlig del af den miljøbelastning, der er forbundet med EU's forbrug, kan mærkes uden for EU. Desuden er den del af EU's miljøfodaftryk, som kan mærkes uden for EU's grænser, steget i løbet af det sidste årti, både hvad angår jord-, vand- og materialefodaftryk samt luftemissioner.

I de seneste år er der opstillet rammer for globale miljøproblemer i form af tærskelværdier, grænser og kløfter. Disse rammer har endnu ikke afspejlet sig i samfund, økonomier, finansielle systemer, politiske ideologier eller vidensystemer, som stadig ikke har taget tanken om de begrænsede ressourcer til sig. Vores planet rummer imidlertid kun begrænsede mængder af de vigtigste ressourcer såsom vand og jord.

I et globalt økonomisk system med begrænsede ressourcer, der oplever stigende global efterspørgsel og miljøforringelse, er en ressourceeffektiv, grøn økonomi den eneste holdbare løsning. En overgang til en grøn økonomi indebærer grundlæggende ændringer af den måde, hvorpå vi producerer og forbruger varer og tjenesteydelser, bygger byer, transporterer mennesker og varer, dyrker fødevarer osv.

Politikker, der har til formål at gøre økonomien grønnere, behøver ikke at blive betragtet som forhindringer eller dyre foranstaltninger. Tværtimod kan de føre til nye muligheder. Mange økonomiske sektorer i Europa har formået at mindske materialebehovet og udledningerne eller eliminere sammenhængen mellem øget økonomisk vækst og øgede emissioner. Miljøindustrisektoren er f.eks. vokset med mere end 50 % i volumen mellem 2000 og 2011. Den er en af de få økonomiske sektorer i EU, der har oplevet vækst siden finanskrisen i 2008.

Ligeledes kan befolkningstilvæksten og den øgede konkurrence om ressourcerne ses som kræfter, der medfører de nødvendige systemiske ændringer. For at imødekomme dem kan vi starte med at opføre byer over hele verden, der er kendetegnet ved fysisk planlægning og centrale systemer inden for bl.a. energi, mobilitet og transport, som ikke lægger pres på naturkapitalen og frembringer så lave emissioner og så lidt affald som muligt.

Hans Bruyninckx
Administrerende direktør, Det Europæiske Miljøagentur (EEA)

Leder offentliggjort i EEA's nyhedsbrev nr. 2015/3, september 2015