Kviksølv: en vedholdende trussel mod miljøet og folkesundheden

Kviksølv findes naturligt i miljøet, men er sædvanligvis sikkert indlejret i mineraler, hvor det ikke udgør nogen risiko af betydning. Problemet opstår som følge af menneskers aktiviteter, der medfører, at der frigives store mængder kviksølv til miljøet, hvorefter kviksølvet kan cirkulere frit i tusindvis af år. Kviksølv i vand og sedimenter er mest problematisk, da det findes i en meget giftig form, som let optages af dyr og derfor finder vej ind i den menneskelige fødekæde. Verdenssundhedsorganisationen WHO har udpeget 10 kemikalier som meget problematiske for folkesundheden. Fire af dem er tungmetaller: cadmium, kviksølv, bly og arsen.

Menneskets historiske anvendelse af kviksølv har resulteret i, at der er udledt flere hundrede tusind tons kviksølv til miljøet. Kviksølvkoncentrationerne i atmosfæren ligger på nuværende tidspunkt op til 500 % over de naturlige koncentrationer. I verdenshavene ligger kviksølvkoncentrationerne ca. 200 % over de naturlige koncentrationer.

Den nuværende anvendelse af kviksølv er forskellig rundt om i verden. I Europa er brugen af kviksølv meget begrænset, og hovedanvendelsen vil i de kommende år således være tandfyldninger, da industriel anvendelse af kviksølv er forbudt. I andre dele af verden anvendes der fortsat større mængder kviksølv til industrielle aktiviteter og til småguldminedrift.

En af de største kilder til kviksølvforurening i Europa og andre steder er afbrænding af faste brændsler som kul, brunkul, tørv og træ – både industrielt og i husholdningerne. Sådanne brændsler indeholder små mængder kviksølv, der ved forbrænding udledes i miljøet. Dette er den vigtigste kilde til kviksølvudledning i Europa og omfatter aktiviteter som elproduktion, cementfremstilling og produktion af metaller.

Fisk og skaldyr er de vigtigste kilder til menneskers kviksølveksponering. . Når kviksølv optages af havdyr, bliver det  i kroppen og ophobes efterhånden. Større rovfisk indeholder normalt højere koncentrationer af kviksølv, da de æder mindre dyr, som allerede har optaget noget kviksølv. At spise større rovfisk som tunfisk eller sværdfisk vil derfor typisk medføre større indtagelse af kviksølv end ved at spise fisk, som er mindre og lavere placeret i fødekæden.

Sundhedsvirkningerne er dosisafhængige, men mest bekymrende er kviksølvs virkning på fostre og små børn. Kviksølveksponering kan forekomme i livmoderen som følge af moderens indtagelse af fisk og skaldyr. Det kan have væsentlige, livslange virkninger på udviklingen af hjerne og nervesystem hos et spædbarn og påvirke hukommelse, sprog, opmærksomhed og andre færdigheder. Alene i Europa anslås det, at der hvert år fødes over 1,8 millioner børn med et kviksølvniveau over de anbefalede sikre grænser.

Europa har historisk været en stor bruger og udleder af kviksølv, men vigtige lovindgreb har i de sidste 40 år væsentligt reduceret anvendelsen og udledningen til miljøet. I resten af verden er forbruget og udledningen af kviksølv med tiden steget i forbindelse med den løbende økonomiske udvikling og industrialisering, hvor de vigtigste kilder er afbrænding af kul og småguldminedrift.

I oktober 2013 vedtoge man den første globale internationale aftale, Minamata-konventionen, der skulle tackle kviksølvproblemet. Konventionen er ratificeret af 98 parter og trådte i kraft i 2017. Det er for tidligt at vurdere konventionens virkning, men den er et uhyre vigtigt skridt i retning af at sikre samordnede globale tiltag til at reducere kviksølvforureningen.

Der udvindes ikke længere kviksølv i Europa, og efterspørgslen i Europa vil fortsat falde i de kommende år. I Europa vil kviksølvemissionerne være domineret af emissioner fra forbrænding, hovedsagelig fra faste brændsler som kul, tørv, brunkul og træ.

Globalt er småguldminedrift den største kilde til kviksølv. Minedriften foretages af enkeltpersoner eller mindre grupper, der udvinder guld relativt enkelt og med lave omkostninger, sædvanligvis i et ureguleret miljø. Over en tredjedel af de globale emissioner anslås at hidrøre fra denne kilde. Indgreb på området med indførelse af alternative og sikrere teknologier kan derfor resultere i væsentlige reduktioner i den globale anvendelse og de globale emissioner.

Trods reduktionen i kviksølvforbrug og -emissioner i regioner som Europa og Nordamerika må det antages, at niveauerne i vores miljø forbliver høje i lang tid på grund af kviksølvets lange levetid i miljøet og de stigende kviksølvemissioner i andre globale regioner. Disse emissioner tilbagelægger også lange afstande. Således kommer omkring halvdelen af det kviksølv, der tilføres i Europa, fra lande uden for kontinentet.

Vi indsamler information om kviksølvudslip til luft og vand fra industrielle aktiviteter gennem det europæiske register over udledning og overførsel af forurenende stoffer (E-PRTR) og opstiller skøn over emissioner til luften fra en bredere række kilder i henhold til både EU's lovgivning og internationale aftaler.

EEA indsamler desuden data om forurenende stoffer i vandområder i henhold til vandrammedirektivet. De senest tilgængelige data, som EEA har offentliggjort som en del af statusrapporten om vand, viser, at næsten 46 000 overfladevandområder i Europa ikke er inden for direktivets grænser for kviksølv.

EEA er også partner i initiativet vedrørende bioovervågning af mennesker (European Human Biomonitoring Initiative) for EU, som har til formål at udarbejde bedre dokumentation om borgernes faktiske eksponering for kemikalier, herunder kviksølv, og disses mulige sundhedsvirkninger.

Alle disse oplysninger hjælper os med at overvåge resultaterne af eksisterende europæiske politikker og danner grundlag for at udvikle nye politikker inden for f.eks. regulering på industri- og kemikalieområdet foruden at støtte målsætningerne for Minamata-konventionen

.

Disse data fremlægges i en ny rapport om kviksølv i miljøet, "Mercury in the environment", som EEA har offentliggjort, og som giver et fuldstændigt overblik over alle disse sundheds- og miljøproblemer såvel som politikker relateret til kviksølv.

Vi kan allesammen gøre noget for at reducere vores egen eksponering for kviksølv og for at forhindre, at der udledes kviksølv til miljøet. For eksempel giver nationale fødevaresikkerhedsmyndigheder ofte specifikke råd om, hvordan borgerne kan få størst mulig gavn af sundhedsfordelene ved at spise fisk og samtidig begrænse eksponeringen for kviksølv. Heri indgår også vejledning om indtagelse af fisk for gravide og små børn.

Borgerne kommer desuden i kontakt med kviksølvholdige anordninger såsom batterier, lamper og elektrisk udstyr. Vi skal sørge for, at disse materialer håndteres og bortskaffes korrekt, så deres kviksølvindhold kan genvindes sikkert og ikke ender i miljøet. Vi kan desuden reducere kviksølvemissionerne ved at undgå brug af fast brændsel til boligopvarmning, når der er alternativer tilgængelige. Endvidere fås der kviksølvfri fyldninger til tandbehandling. Vælger man dem, vil anvendelsen af kviksølv mindskes yderligere.

Ian Marnane

Ekspert i bæredygtig ressourceudnyttelse og industri

Det Europæiske Miljøagentur

Interview i september 2018-udgaven af EEA's nyhedsbrev 03/2018