All official European Union website addresses are in the europa.eu domain.
See all EU institutions and bodiesGør noget for vores planet, udskriv kun denne side hvis det er nødvendigt. Selv en lille indsats kan gøre en enorm forskel, når millioner af mennesker gør det!
Article
Helbredsproblemer og for tidlig død påvirker ikke kun dem, der rammes, men også familie, venner og sundhedspersonale, der tager sig af de syge. Hvert for tidligt dødsfald er et tab af et familiemedlem, og hver sygedag betyder en mistet skole- eller arbejdsdag samt en ekstra pleje- eller behandlingsdag for omsorgspersoner. De menneskelige lidelser og økonomiske omkostninger ved sygdomme og for tidlige dødsfald er en stor byrde for både individer, familier og samfund. Covid-19-pandemien har vist, hvor sårbare vi kan være, når vi står over for en omfattende sundhedskrise. Miljøforurening er en lige så omfattende sundhedskrise, blot kommer den langsommere til syne.
Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har offentliggjort mange undersøgelser med fokus på miljøforurening og dens virkninger på sundheden. Vores sidste rapport om luftkvalitet viser, at årtiers kamp mod luftforurening har forbedret luftkvaliteten mærkbart på kontinentet. Dette har bevirket færre for tidlige dødsfald på grund af luftforurening, men på årsbasis mister ca. 300.000 personer i EU stadig livet for tidligt på grund af eksponering for en bestemt type luftforurening, nemlig fine partikler. Over halvdelen af disse for tidlige dødsfald kunne undgås, hvis EU-medlemsstaterne reducerede deres PM2,5-niveauer til værdierne i WHO's retningslinjer.
Vores undersøgelser viser også, at den miljørelaterede sygdomsbyrde ikke er ligeligt fordelt i Europa og mellem befolkningsgrupperne. Det er ikke overraskende, at områder med høj miljøforurening også oplever store virkninger på sundheden. Tilsvarende ser vi også sundhedsforbedringer i de områder, hvor forureningen og eksponeringsniveauet er blevet mindre.
Nogle regioner og visse grupper, f.eks. småbørn og ældre, er mere eksponerede for forurening og udsatte for sundhedsmæssige følger på grund af forskellige sårbarheder. En langvarig sygdom kan nedsætte en persons livskvalitet markant, ikke kun fysisk, men også økonomisk og socialt. Pandemien og nedlukningerne har også vist, hvor sårbare mange af os kan være, når vi oplever isolation eller langvarig sygdom.
Den gode nyhed er, at en stor del af denne miljørelaterede sygdomsbyrde kan undgås, når vi aktivt gør en indsats for at forbedre miljøets tilstand og går i retning af nulforurening. I juni offentliggjorde EEA en undersøgelse med fokus på kræfttilfælde og de miljøfaktorer, som spiller ind. Vores undersøgelse ser på en lang række forurenende stoffer og viser, at en væsentlig del af kræfttilfældene i Europa er forbundet med miljø- og arbejdsrelateret eksponering. Det betyder, at disse kræfttilfælde kan forebygges, hvis vi gør en større indsats for at mindske forureningen.
Den nye undersøgelse er den første i en række af rapporter, som fokuserer på de sundhedsmæssige gevinster ved et bedre miljø. Vi vil her gå videre med undersøgelser vedrørende hjerte-kar-sygdomme og luftvejslidelser, som efter planen vil blive offentliggjort senere i år og næste år.
I de kommende uger vil vi opdatere vores oversigt over luftkvaliteten i byerne, som tydeligt viser, at nogle byer har meget renere luft end andre. Vi ser også på dokumentationen for, hvordan luftforurening påvirker børn, og hvad vi kan gøre for at beskytte dem. Støj er en anden problematisk forurener i byerne, men i nogle byer er det lykkedes at mindske støjforureningen og sørge for stille steder i grønne områder. Alle disse data vil blive samlet i et atlas over miljørelateret sundhed, der også vil blive offentliggjort i løbet af første halvdel af næste år.
Vores arbejde med at definere miljøfaktorer, der påvirker helbredet i Europa, er tæt knyttet sammen med vores arbejde omkring nulforurening, og i den sammenhæng har vi planer om at offentliggøre en grundlæggende vurdering af de mål, der er fastsat i EU's handlingsplan for nulforurening. Et af de vigtige punkter i handlingsplanen er at forebygge forurening ved kilden i stedet for at håndtere den bagefter, da man på den måde kan forebygge negative virkninger på både miljøet og menneskers sundhed. Vores grundlæggende vurdering vil ikke kun se nærmere på sammenhængen med sundhed, men også med økosystemer og samfundets produktions- og forbrugssystemer.
Alle tiltag og investeringer, der tager sigte på at mindske forureningen i tråd med EU's handlingsplan for nulforurening, vil forbedre sundheden for os alle og miljøets sundhed. Når det kommer til stykket, er forebyggelse den bedste behandling.
Hans Bruyninckx
Administrerende direktør, EEA
Leder offentliggjort i EEA's nyhedsbrev, juni 2022
For references, please go to https://eea.europa.eu./da/articles/fokus-pa-helbredet-indsatsen-for or scan the QR code.
PDF generated on 23/12 2024 02:43
Engineered by: EEAs webteam
Software updated on 26 September 2023 08:13 from version 23.8.18
Software version: EEA Plone KGS 23.9.14
Handlinger
Del med andre