næste
forrige
emner

Nyheder

Luftforurening stadig for høj i Europa

Skift sprog
Nyheder Udgivet 29/10 2018 Sidst ændret 10/12 2019
4 min read
Photo: © Ieva Bruneniece, My City /EEA
Selvom det langsomt går bedre, overskrider luftforureningen fortsat EU's og WHO's grænseværdier og retningslinjer, viser ajourførte data og information offentliggjort af Det Europæiske Miljøagentur (EEA). Luftforurening udgør stadig en fare for menneskers sundhed og miljøet.

Luftforurening er en usynlig dræber, og vi er nødt til at optrappe vores indsats for at håndtere årsagerne. Når det gælder luftforurening, er emissionerne fra vejtransport ofte mere skadelige end emissioner fra andre kilder, da disse emissioner finder sted ved jordoverfladen og i byerne, tæt på mennesker. Det er derfor vigtigt, at EU fordobler sine bestræbelser på at nedbringe emissionerne fra transport, energi og landbrug og investerer i at gøre dem renere og mere bæredygtige

Hans Bruyninckx, Miljøagenturets administrerende direktør

Ifølge Miljøagenturets rapport fra 2018 om luftkvaliteten i Europa er vejtransport en af de største kilder til luftforurening i Europa, navnlig når det gælder de skadelige forurenende stoffer nitrogendioxid og partikler.  Emissioner fra landbrug, energiproduktion, industri og husholdninger bidrager også til luftforureningen. Rapporten viser de seneste officielle oplysninger om luftkvalitet, som blev indberettet i 2016 af mere end 2 500 overvågningsstationer over hele Europa.

Store konsekvenser for sundheden

Partikler (PM), nitrogendioxid (NO2) og ozon ved jordoverfladen (O3) er til størst skade for menneskers sundhed. De høje koncentrationer af luftforurening har fortsat negative konsekvenser for europæernes sundhed, især for dem, der bor i byområderne. Luftforurening er også forbundet med betydelige økonomiske konsekvenser, idet mennesker lever kortere tid, sundhedsudgifterne stiger, og produktiviteten falder i hele økonomien som følge af tabte arbejdsdage på grund af dårligt helbred. Luftforurening har også en negativ indvirkning på økosystemerne, ødelægger jordbunden, skove, søer og floder og forringer landbrugets udbytte.

Med afsæt i den tidligere og nuværende politik og teknologiske fremskridt er det langsomt men støt gået fremad med at reducere disse negative konsekvenser. Nye beregninger i rapporten viser, at koncentrationerne af PM2,5 var skyld i ca. 422 000 for tidlige dødsfald i 41 europæiske lande i 2015, hvoraf ca. 391 000 i de 28 EU-medlemsstater. En mere omfattende vurdering i dette års rapport, der går tilbage til 1990, viser, at antallet af for tidlige dødsfald,  forårsaget af PM2.5, er faldet med ca. en halv million årligt. Dette skyldes gennemførelsen af EU’s luftkvalitetspolitik og indførelsen af foranstaltninger på nationalt og lokalt plan, som f.eks. har ført til mindre forurenende biler og en mindre forurenende industri- og energiproduktion.

"Luftforurening er en usynlig dræber, og vi er nødt til at optrappe vores indsats for at håndtere årsagerne. Når det gælder luftforurening, er emissionerne fra vejtransport ofte mere skadelige end emissioner fra andre kilder, da disse emissioner finder sted ved jordoverfladen og i byerne, tæt på mennesker. Det er derfor vigtigt, at EU fordobler sine bestræbelser på at nedbringe emissionerne fra transport, energi og landbrug og investerer i at gøre dem renere og mere bæredygtige," udtaler Miljøagenturets administrerende direktør, Hans Bruyninckx. "Ved at tackle disse sektorer kan der opnås klare fordele mht.  luftkvalitet og klima, og det vil bidrage til at forbedre vores sundhed og velfærd."

Andre vigtige resultater

Partikler: Når vi ser på PM2.5 (partikler med en diameter på 2,5 mikrometer og mindre) var den procentdel af befolkningen i EU-28, der blev udsat for PM2.5, 6 % i 2016, hvilket er et fald fra 7 % året før. Men ca. 74 % af EU's befolkning i byerne blev imidlertid udsat for koncentrationer, der overskrider de strengere retningslinjer fra WHO. Det skønnes, at PM2,5 i 2015 forårsagede for tidlig død hos 422 000 personer i 41 lande.

Nitrogendioxid: Den årlige grænseværdi for NO2 bliver fortsat overskredet i Europa. I 2016 boede 7 % af bybefolkningen i de 28 EU-medlemsstater i områder med koncentrationer over EU's årlige grænseværdi og WHO's retningslinjer. Det tal er faldet fra 9 % i 2015. Det skønnes, at NO2 i 2015 forårsagede for tidlig død hos 79 000 personer i 41 lande.

Ozon ved jordoverfladen: Ca. 12 % af bybefolkningen i de 28 EU-medlemsstater var eksponeret for koncentrationer af O3, der lå over EU's målværdi i 2016, hvilket er et betydeligt fald fra 2015 (30 %). Den procentvise andel er dog stadig højere end de 7 %, der blev registreret i 2014. Ca. 98 % blev udsat for niveauer, der ligger over WHO's strengere retningslinjer. I 2015 skønnes eksponeringen for ozon at have forårsaget for tidlig død hos 17 700 personer i 41 europæiske lande.

Ny EEA-briefing redegør for sundhedsrisikovurdering

En briefing, der også offentliggøres i dag, "EEA’s health risk assessments of air pollution", indeholder en detaljeret oversigt over, hvordan Miljøagenturet når frem til de årlige beregninger af de sundhedsmæssige konsekvenser af luftforurening. Disse beregninger sætter tal på luftforureningens effekt på folkesundheden.

De sundhedsmæssige konsekvenser af eksponeringen for luftforurening strækker sig lige fra lungebetændelse til for tidlige dødsfald. I forbindelse med Miljøagenturets sundhedsrisikovurdering blev antallet af dødsfald udvalgt som den kvantificerede sundhedsmæssige konsekvens, da beviset herfor er stærkest. Dødsfald som følge af luftforurening beregnes som "for tidlig død" og "tabte leveår". De beregnede sundhedsmæssige konsekvenser i Miljøagenturets luftkvalitetsrapport er de konsekvenser, der kan tilskrives eksponering for PM2,5, NO2 og O3 i Europa i 2015. Beregningerne er baseret på oplysninger om luftforurening, demografiske data og forholdet mellem eksponering for koncentrationer af luftforurenende stoffer og specifikke sundhedsmæssige konsekvenser. Beregningerne er en målestok for luftforureningens generelle effekt på en given befolkning og kan for eksempel ikke relateres til en bestemt gruppe af personer, der bor i et bestemt geografisk område.

 

Note om beregninger af for tidlige dødsfald

Når de samlede sundhedsmæssige konsekvenser, der kan tilskrives eksponering, skal beregnes, kan vi ikke bare lægge de forskellige forurenende stoffers anslåede konsekvenser sammen. Koncentrationerne af PM2,5 og NO2 er for eksempel (sommetider stærkt) korreleret, hvilket betyder, at de anslåede virkninger for disse ikke kan aggregeres, dadet kan føre til dobbelttælling.

Permalinks

Geographic coverage

Temporal coverage