næste
forrige
emner

Nyheder

Nulforurening: 2030-mål inden for rækkevidde, men kræver styrket indsats

Skift sprog
Nyheder Udgivet 21/03 2023 Sidst ændret 03/08 2023
6 min read
Europa-Kommissionen offentliggør i dag sin første overvågnings- og prognoserapport om nulforurening, der anviser veje til renere luft, vand og jord. Kommissionens rapport viser sammen med Det Europæiske Miljøagenturs overvågningsvurdering, at EU's politikker har bidraget til at reducere både luft- og pesticidforureningen. På andre områder såsom skadelig støj, næringsstofforurening eller kommunal affaldsproduktion er der dog fortsat problemer. Resultaterne viser, at der generelt er behov for en langt større indsats, hvis EU skal nå 2030-målene for nulforurening, ved at vedtage ny lovgivning om forureningsbekæmpelse og sikre en bedre gennemførelse af eksisterende love.

Fremskridt mod 2030-målene, men forureningsniveauet er stadig for højt

Fremskridtene hen imod de seks mål om "nulforurening" varierer. Forureningen er faldende fra pesticider, antimikrobielle stoffer og havaffald. Der er ikke gjort de store fremskridt med hensyn til forurening fra støj, næringsstoffer og affald. Derimod er den generelt høje grad af overholdelse af EU's standarder for forurening af drikkevand og badevand (henholdsvis > 99 % og > 93 %) opmuntrende. Vi kan nå de fleste af målene inden 2030, hvis der gøres en yderligere indsats.

Det aktuelle forureningsniveau er dog stadig alt for højt: over 10 % af de for tidlige dødsfald i EU hvert år skyldes stadig miljøforurening. Dette skyldes primært luftforurening, men også støjforurening og eksponering for kemikalier, som sandsynligvis er undervurderet. Forureningen skader også biodiversiteten. Der er betydelige forskelle medlemsstaterne imellem, idet antallet af for tidlige dødsfald ligger på omkring 5-6 % i Nordeuropa og 12-14 % i Syd- og Østeuropa.

Kommissionen har nu gennemført eller gjort fremskridt mht. de 33 bebudede foranstaltninger i handlingsplanen for nulforurening  fra 2021. For at de kan få virkning, opfordres der i Kommissionens rapport til, at der hurtigt opnås enighed og vedtages lovforslag, og at de eksisterende gennemføres bedre på lokalt, nationalt og tværnationalt plan. Rapporten konkluderer navnlig, at hvis EU gennemfører alle de relevante foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået, vil antallet af for tidlige dødsfald som følge af luftforurening falde med op til 66 % i 2030 i forhold til 2005, og fordelene ved foranstaltninger til renere luft vil opveje omkostningerne og føre til generelle BNP-gevinster. Rapporten påpeger også betydningen af at fremme globale initiativer og støtte tredjelande i deres bestræbelser på at mindske forureningen.

Ledende næstformand med ansvar for den europæiske grønne pagt, Frans Timmermans, udtaler:

"Den dokumentation, der fremlægges i dag, viser endnu en gang, at fordelene ved indsatsen for ren luft, vand og jord er langt større end investeringen. Det er også, hvad borgerne ønsker, da mere end 80 % er bekymrede over de sundheds- og miljøproblemer, forureningen er skyld i".

Kommissæren med ansvar for miljø, hav og fiskeri, Virginijus Sinkevičius, udtalte:

"I dag fremlægger vi overbevisende dokumentation for resultaterne af en ambitiøs indsats for at mindske forureningen. Rapporterne viser, at EU's ambition om nulforurening er realistisk og mulig, men kun hvis vi fremskynder vedtagelsen af lovforslag på forureningsområdet og gennemførelsen af EU's gældende forureningslovgivning. Jeg håber også, at rapporterne i dag vil bidrage til at overbevise vores globale partnere om at nå til enighed om lige så ambitiøse mål i forbindelse med de kommende COP15-forhandlinger om biodiversitet".

Den administrerende direktør for Det Europæiske Miljøagentur, Hans Bruyninckx, tilføjede:

EEA's første overvågningsrapport om nulforurening viser, at Europa er blevet bedre til at reducere og forebygge forurening på centrale områder som f.eks. luft, badevand og drikkevand, og anvender mindre farlige pesticider. Men for at nå vores vision for 2050 er vi nødt til at gøre fremskridt med hensyn til at mindske de overskydende næringsstoffer i miljøet og de sundhedsmæssige virkninger af støj og kemikalier, og identificere nye problemer tidligere.

Se EEA's webrapport om overvågningsvurdering af nulforurening.

EEA's overvågningsvurdering giver et blandet billede

  • Der er gjort gode fremskridt med hensyn til at mindske luftforureningens virkninger på sundheden, med et fald på 45 % i antallet af for tidlige dødsfald siden 2005. Hvis denne hidtidige tendens fortsætter, er EU godt på vej til at nå målet om en reduktion på 55 %.
  • Det landområde, der påvirkes negativt af luftforurening, er blevet 12 % mindre siden 2005. Hvis denne tendens fortsætter, vil EU ikke nå målet om en reduktion på 25 %.
  • Der er kun gjort få fremskridt med hensyn til at reducere tabet af næringsstoffer siden basislinjen for 2012-2015. Med de begrænsede fremskridt, der er gjort indtil nu, er EU ikke på vej til at nå reduktionsmålet på 50 %.
  • Brugen af pesticider og risikoen ved dem er faldet med 14 % siden basisperioden 2015-2017, mens brugen af mere farlige pesticider er faldet med 26 %. På grundlag af denne seneste tendens er EU godt på vej til at nå sit mål om at reducere brugen af og risikoen ved pesticider og brugen af de mere farlige pesticider med 50 %.
  • Salget af antimikrobielle veterinærlægemidler er faldet med 18 % siden 2018. Hvis denne hidtidige tendens fortsætter, er EU på rette vej til at nå målet om en reduktion på 50 %.
  • Der var intet væsentligt fald i andelen af mennesker, der var påvirket af trafikstøj, mellem 2012 og 2017. Da der ikke er tegn på, at støjniveauet er faldet betydeligt siden da, er det næppe sandsynligt, at EU vil nå målet om at reducere andelen af mennesker, der konstant forstyrres af trafiktøj, med 30 %.
  • En foreløbig analyse tyder på, at mængden af plastaffald i havet er faldet i de seneste år. Dette er opmuntrende, men der er behov for sammenhængende og omfattende data fra hele EU for at vurdere fremskridtene mod målene om at reducere mængden af plastaffald i havene med 50 % og reducere udledningen af mikroplast til miljøet med 30 %.
  • Den samlede affaldsproduktion er steget langsomt mellem 2010 og 2018, dog med et kraftigt fald i 2020 som følge af pandemien. Produktionen af restaffald fra kommunalt affald (affald, der ikke genanvendes eller genbruges) har været stabil siden 2016. Hvis disse affaldsstrømme ikke falder betydeligt i de kommende år, vil EU ikke kunne opfylde målene om en væsentlig reduktion af den samlede affaldsproduktion og om at reducere restaffald fra kommunalt affald med 50 %.

Baggrund

Europa-Kommissionens rapport i dag understøttes af en tilbundsgående analyse fra Det Europæiske Miljøagentur til overvågningsdelen og omfatter et bidrag fra Det Fælles Forskningscenter til prognosedelen. Den webbaserede Vurdering af nulforurening, der er udarbejdet af Det Europæiske Miljøagentur, giver en tværgående vurdering af forureningen med fokus på emner som produktion og forbrug, sundhed og økosystemer.

Forurening er den største miljørelaterede årsag til adskillige mentale og fysiske sygdomme og for tidlige dødsfald, især blandt børn, personer med visse lidelser og ældre. Forurening er også en af de fem største trusler mod biodiversiteten.

Som led i Handlingsplanen for nulforurening iværksatte Kommissionen ni flagskibe og 33 særlige foranstaltninger til forebyggelse og reduktion af forurening, senest Pakken om nulforurening for renere luft og vand.

Alle rapporter vil blive drøftet på den kommende Interessentkonference om nulforurening den 14. december 2022.

Overvågnings- og prognosevurderingen tjener som udgangspunkt for EEA's fremtidige evalueringer af fremskridt for at bidrage til, at Europa-Kommissionen og medlemsstaterne kan nå målene. Den næste evaluering er planlagt til 2024. Den vil også danne grundlag for fremtidige politikker, der skal støtte ambitionen om nulforurening – at reducere forureningen i et sådant omfang, at den ikke længere er en risiko for menneskers sundhed og miljøet, inden 2050.

 

 

For information

Permalinks

Geographic coverage

Temporal coverage

Topics

tags

Arkiveret under
Arkiveret under zero pollution
Handlinger