Som fisk på land - Forvaltning af havmiljøet i et klima i forandring

Observationer af vandets iltindhold kombineret med de døde jomfruhummere fortalte forskerne ved Miljøforskningsinstituttet, at en usædvanlig stor del af bunden af det sydlige Kattegat var ramt af iltsvind. Disse underlige begivenheder skyldes "anoxi" eller iltmangel på havbunden den nat. Forskerne mener, at hummerne var ved at blive kvalt!

22 år senere er store dele af Østersøen ramt af områder med iltmangel eller "døde områder".

Bornholm, den idylliske ø ved indsejlingen til Østersøen, ligger næsten midt mellem Sverige, Tyskland og Polen og er kendt for sine røgede sild. I århundreder var overfloden af fisk selve grundlaget for den lokale økonomi.

I 1970'erne kom omkring halvdelen af fiskeriindkomsten fra torsk. Ved udgangen af 1980'erne var torskefiskeriet steget til 80% af den samlede værdi. Mange fiskere forestillede sig en lys fremtid og investerede i nye fartøjer. Men i 1990 faldt fangsterne kraftigt. Fiskeriet er aldrig kommet op igen. Dette kollaps lagde et tungt økonomisk pres på lokalsamfundet.

Omfanget af og tempoet i torskebestandens kollaps i Østersøen har betydet, at man har brugt megen energi på at forstå, hvad der forårsagede opblomstringen og det efterfølgende kollaps. Området er blevet et internationalt casestudie, som andre regioner kan tage ved lære af. Historien om Østersøen er ikke enkel – og den komplicerede situation illustrerer den udfordring, som politikerne står over for med hensyn til havmiljøet.

De bornholmske fiskere er ligesom deres kolleger rundt om i Europa juridisk bundet af stramme restriktioner under den fælles fiskeripolitik, hvor det fastsættes, hvor mange fisk der må fanges hvor.

Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES – the International Council for Exploration of the Sea) yder videnskabelig rådgivning om de biologisk sikre niveauer. Fiskeriovervågningsdata, fangststatistikker og miljøovervågning af oceanografiske forhold er uvurderlige oplysninger, når man skal vurdere sundheden for de mest fangede kommercielle arter. Især antallet af fisk i en bestemt alder i et område har betydning. Jo flere unge fisk, der overlever på et år, jo flere fisk kan man forvente at fange to til fem år senere, når fiskene er voksne. Og jo flere voksne fisk, der findes, jo flere æg gydes der.

På grundlag af den videnskabelige rådgivning fastsætter EU's medlemsstater de samlede tilladte fangstmængder (TAC – total allowable catches). Disse beslutninger afspejler ofte andre prioriteringer end beskyttelsen af bestandene. I 2006 blev omkring 45% af de undersøgte fiskebestande i de europæiske have fisket over de biologisk sikre niveauer. Disse fiskeriniveauer aftales på ministerniveau.

Især siden 1960'erne har den øgede brug af kunstgødning og urbaniseringen ført til en drastisk stigning i tilførslen af næringsstoffer – forurening – til Østersøen. Dette har ført til øget vækst af planteplankton og vækst i fiskebestandene (mere planteplankton betyder mere mad til fiskene). Men det har også skabt øgede problemer med iltsvind på de dybeste steder i havområdet.

Når vandet nær havbunden bliver anoxisk, frigives der hydrogensulfid fra havbunden til vandet. Hydrogensulfid er giftigt for de fleste livsformer, og det var formentlig en kombination af hydrogensulfid og iltmangel, der tog livet af jomfruhummerne den nat i Kattegat tilbage i 1986.

De anoxiske områder i Østersøen er nu så store, at de har betydet, at de mulige gydeområder i den centrale østlige Østersø er blevet mindre. Dette giver torsken ringere muligheder for et godt resultat af dens gydning.

Den høje overlevelsesgrad for torskeæg og larver fra 1978–1983 kan forklares med fire faktorer. Den primære forklaring er, at fiskerimængden blev reduceret sidst i 1970'erne. For det andet betød de klimatiske forhold, at vand med højt saltindhold kom ind fra Nordsøen. Østersøen var rent faktisk en ferskvandssø, indtil vandstanden i havene steg for omkring 8 000 år siden, så vand fra Nordsøen flød ind i søen. Denne "indtrængen" af saltvand i Østersøen er stadig vigtig for opretholdelsen af saltholdigheden og iltniveauet.

Denne indtrængen førte til højere iltkoncentrationer i torskens gydeområder og dermed til en højere overlevelsesgrad for æg og dermed flere ungfisk. For det tredje fandtes der en overflod af copepodelarver (pseudocalanus acuspes), torskens vigtigste fødekilde, og endelig var der mangel på rovdyr som brisling og sæler. Brislingen æder torskeæg, og sælerne æder torsk.

Siden midt i 1980'erne har der været langt færre større saltindtrængninger fra Nordsøen, hvilket giver dårligere muligheder for æggenes overlevelse og færre ungfisk. Den lavere saltholdighed har også ført til mindre mængder af copepoder, larvernes vigtigste føde. Selvom grænsen for biologisk sikre niveauer for fiskeriet blev sænket i de følgende år, har de politisk aftalte fangstmængder (TAC) normalt ligget over dette niveau (fig. 1).

Ulovligt fiskeri forværrer problemet. Det skønnes, at der landes yderligere 30% illegalt i denne del af Østersøen. I sommeren 2007 var det ulovlige fiskeri fra den polske fiskerflåde så omfattende, at Europa-Kommissionen standsede det polske fiskeri i anden halvdel af 2007.

Fig. 1 / Videnskabeligt anbefalede fangstmængder (baseret på ICES-rådgivning), aftalte tilladte fangstmængder (TAC) og faktiske fangster i fiskeriområderne omkring Bornholm i årene 1989–2007. Kilde: EEA (2008).

Klimaændringerne påvirker både temperaturen og saltbalancen i Østersøen. Temperaturstigningen i dybhavet vil øge forbruget af ilt til forbrænding og reducere iltens opløselighed i vandet. Dette vil igen bidrage til en større geografisk udbredelse af iltmanglen. Saltholdigheden i Østersøen er faldet konstant siden midten af 1980'erne på grund af øgede regnmængder og mindre tilstrømning til Østersøen fra Nordsøen.

Begge faktorer styres af klimaet. En ganske lille reduktion i saltholdigheden tipper allerede balancen og ændrer sammensætningen af levestederne i Østersøen. Ud af de tre vigtigste arter, som fanges, torsk, sild og brisling, er torsken særligt følsom over for den reducerede saltholdighed, fordi saltholdigheden både påvirker deres forplantningsevne og mængden af torskelarvernes foretrukne føde.

Prognoserne for det fremtidige havklima i Østersøområdet tyder på en fortsat stigende regnmængde og faldende indstrømning fra Nordsøen. Dette betyder, at bestandene af torsk og andre havfisk sandsynligvis vil falde yderligere, medmindre fiskerimængden reduceres.

Fig. 2 / Skøn over omfanget af hypoxi (iltindhold under 2 ml/l) og anoxi (iltindhold på nul; ofte med forekomst af hydrogensulfid, der reagerer med ilt og danner sulfat. Når denne reaktion opstår, anses iltkoncentrationerne for negative) i efteråret 2007. Kilde: http://www.helcom.fi/environment2/ifs/ifs2007/en_GB/HydrographyOxygenDeep/.

Som reaktion på de komplicerede og alvorlige miljøproblemer i Østersøen har landene i området aftalt en handlingsplan for Østersøen, hvor der skal gennemføres nationale foranstaltninger i retning af at integrere landbrugs-, fiskeri- og regionalpolitik. Planen blev vedtaget i november 2007 og udgør et vigtigt grundlag for en mere effektiv gennemførelse af EU's politik på området.

Dette omfatter det nye rammedirektiv for havmiljøstrategien, hvori det hedder, at kyststaterne skal opnå en "god miljøstatus" for Østersøen inden 2020, herunder et krav om, at fiskebestandene bringes tilbage til en "god tilstand".

Desuden er Europa-Kommissionen i færd med at udarbejde en regional strategi for Østersøen, der skal munde ud i en handlingsplan, hvori man definerer de centrale aktører, de økonomiske instrumenter, der skal anvendes, samt en arbejdsplan. Når denne strategi vedtages af medlemsstaterne, bliver den til en af prioriteringerne for det svenske EU‑formandskab i anden halvdel af 2009. Sverige har udpeget Østersøens miljø som en af sine topprioriteter.

Den fælles fiskeripolitik (FFP) blev udformet for at regulere fiskeaktiviteterne ud fra et miljømæssigt, økonomisk og socialt perspektiv. Men mange af de kommercielt mest værdifulde fiskearter er blevet kraftigt overfisket, og bestandene af disse ligger nu under de sikre biologiske antal. Lovgivningens form gør det dyrt og vanskeligt at gennemføre en effektiv retsforfølgelse af de medlemsstater, der er skyldige i overfiskning.

Den åbenlyse mangel på succes med forvaltningen af mange af fiskebestandene har fået havmiljøeksperter til at kræve en gennemgribende revision af den politik, som helt klart er resultatet af et kompromis landene imellem. Havmiljøet skal behandles som et økosystem i stedet for sektorer, der skal udnyttes.

EU's kommissær for fiskeri og maritime anliggender, Joe Borg, har endda sagt, at FFP ikke tilskynder til ansvarlighed hos hverken fiskere eller politikere og iværksatte en øjeblikkelig revision af politikken i september 2008, fire år tidligere end planlagt.