Generelle konklusioner

Tabel 2: Fremskridt for at nå målet

Situation in: Target Target index (year) Progress 1990=100 1985 1990 1995 KLIMAÆNDRINGER CO2 emissioner UNFCCC-mål om stabilisering af CO2-emissionerne på 1990-niveau i år 2000 (præ-Kyoto). Se tekst for Kyoto-mål. Vesteuropa 97 100 97 100 (2000) Mål opfyldt, se tekst CØE .. 100 80 100 (2000) Mål opfyldt NIS .. 100 81 100 (2000) Mål opfyldt Udtynding af ozonlaget i stratosfæren CFC-produktion CFC11, 12, 113, 114, 115 med hensyn til ozonnedbrydende potentiale. Mål: udfasning af CFCŽŽŽŽer pr. 01.01.95, bortset fra produktion og anvendelse af vital betydning for at udviklingslandene kan opfylde deres basale behov. Værdi i 1996: 12. EU 160 100 11 0 (1995) Mål opfyldt Forsuring SO2 emissioner Anden CLRTAP- svovlprotokol- mål. Vesteuropa 119 100 71 60 (2000) Nås sandsynligvis CEE 118 100 66 70 (2000) Mål opfyldt NIS 131 100 62 90 (2000) Mål opfyldt NOx emissioner Første CLRTAP-NOx-protokol-mål: stabilisering på 1987-niveau, EU-mål:30% i forhold til 1990-niveau. Vesteuropa 93 100 91 70 (2000) Usandsynligt CEE 104 100 72 105 (1994) Mål opfyldt NIS .. 100 67 99 (1994) Mål opfyldt VOC emissioner CLRTAP VOC-protokol-mål, ekskl.naturlige emissioner. Vesterneuropa 97 100 89 70 (2000) Usandsynligt CEE - 100 81 70 (1999) Usandsynligt NIS - 100 70 70 (1999) Mål opfyldt

Note: Der foreligger kun NIS-data for 4 lande (Hviderusland, Moldova, Rusland og Ukraine). CLRTAP= FN-ECEŽŽŽŽs konvention om grænseoverskridende luftforurening over store afstande. Selv om evalueringen omfatter hele området, gælder målene kun for lande, som er tilsluttet konventionerne.

På trods af de fremskridt, der fremgår af tabel 2, gælder det for flere af de nævnte luftforurenende stoffer, at emissionerne skal reduceres yderligere, hvis de allerede fastsatte - og de planlagte - mål skal nås. Størstedelen af de hidtil opnåede reduktioner skyldes økonomiske ændringer og foranstaltninger rettet mod store forureningskilder i industri- og energisektoren. Bortset fra emissioner af bly fra benzin er det i mindre grad lykkedes at reducere emissionerne fra diffuse kilder som transport og landbrug; disse er i sagens natur vanskeligere at få under kontrol, da det kræver større integration mellem miljøpolitikken og andre
politikker.

klimaændringer

Der er ganske vist opnået en vis reduktion af emissionerne af drivhusgasser (de samlede emissioner af kuldioxid i Europa faldt med 12% og i Vesteuropa med 3% mellem 1990 og 1995), men dette skyldes for en stor del ændringer i økonomien som f.eks. lukningen af sværindustrier i Østeuropa og anvendelsen af gas til elproduktion i stedet for kul i nogle vesteuropæiske lande.

Energiforsyningssektoren er den største kilde til kuldioxidemissionen ( 35% i 1995), mens henholdsvis industri-, transport-, og husholdnings- + handelssektoren stort set bidrager lige meget hertil(omkring 20 % hver). Ifølge Kommissionens seneste "business as usual"-scenario kan der i EU forventes en stigning på 8% i kuldioxidemissionerne mellem 1990 og 2010, hvilket står i stærk kontrast til det mål om en 8% reduktion (for en "kurv" af seks gasser, herunder kuldioxid), som blev fastsat i Kyoto i december 1997. Det er klart nødvendigt med en indsats på alle niveauer og for alle de relevante økonomiske sektorer, hvis Kyoto-målet skal kunne opfyldes.

udtynding af ozonlaget

Gennemførelsen af Montreal-protokollen og de efterfølgende udvidelser af denne har reduceret den globale produktion og emission af ozonnedbrydende stoffer med 80-90%. En tilsvarende reduktion er opnået i Europa.

Det vil imidlertid tage mange årtier, før de stratosfæriske ozonniveauer gendannes på grund af den vedvarende forekomst af ozonnedbrydende stoffer i de øvre luftlag. Dette understreger vigtigheden af at reducere emissionerne af de resterende ozonnedbrydende stoffer (HCFC’er, methylbromid) og sikre, at de eksisterende foranstaltninger håndhæves på behørig vis, for at fremskynde gendannelsen af ozonlaget.

forsuring

Der er gjort visse fremskridt siden Dobris-rapporten med hensyn til problemet med forsuring , hovedsagelig som et resultat af den fortsatte reduktion af svovldioxidemissioner (50% mellem 1980 og 1995 for Europa som helhed). Emissionerne af kvælstofoxider og ammoniak er faldet med 15%. I omkring 10% af Europas landbrugsområder er niveauet af syredepositioner stadig for højt. Hvad angår NOx -emissioner fra transport, har miljøpolitikken ikke fulgt med stigningen i transporten - stigningen i antallet og anvendelsen af biler udligner fordelene ved tekniske forbedringer som f.eks. renere motorer og indførelse af katalysatorer i personbiler. Dette har medført, at transportsektoren er ved at blive den største kilde til emissionen af kvælstofoxider. Det store vækstpotentiale i den private transport i de central- og østeuropæiske lande og De Nye Uafhængige Stater vil sandsynligvis forværre problemet yderligere.

Den samlede affaldsproduktion skønnes at være steget med næsten 10% mellem 1990 og 1995. En del af denne anslåede stigning kan dog være et resultat af en forbedret affaldsovervågning .

I de fleste lande er den mest fremherskende form for affaldshåndtering stadig den billigste, nemlig anbringelse på lossepladser. Minimering og forebyggelse af affaldsproduktionen anerkendes i stigende grad som mere ønskværdige løsninger på affaldsproblemet, men der kan endnu ikke registreres generelle fremskridt i den retning. Genanvendelse ser ud til at have størst succes i lande med en veludviklet affaldsbehandling.

Blandt de prioriterede mål i de central- og østeuropæiske lande og i De Nye Uafhængige Stater er forbedring af den kommunale affaldshåndtering ved hjælp af mere omfattende affaldssortering og bedre lossepladsforvaltning, indførelse af genanvendelseinitiativer på lokalt plan samt ikke alt for omkostningskrævende afværgeforanstaltninger og indkapsling af affaldet på udvalgte deponeringspladser.

biodiversitet

Den samlede belastning af biodiversiteten hidrørende fra menneskets aktiviteter (intensivt landbrug, skovbrug, urbanisering og infrastrukturudvikling, og forurening) er steget siden offentliggørelsen af Dobris-rapporten.

Den øgede belastning skyldes den stigende tendens til stordrift inden for landbrug og skovbrug, opsplitning af landskabet (resulterende i isolering af naturlige levesteder og arter), kemikalier, vandindvinding, forstyrrelse af levestederne og indførelse af fremmede arter. Der er iværksat mange nationale og internationale naturbeskyttelsesinitiativer, men gennemførelsen har været langsom. Lokalt har visse målrettede naturbeskyttelsesforanstaltninger haft gunstige virkninger, men der er kun gjort få fremskridt med hensyn til at fremme et bæredygtigt landbrug.

I dele af de central- og østeuropæiske lande og De Nye Uafhængige Stater findes der stadig store relativt uspolerede skovområder og andre naturlige vokse- og levesteder. Belastningen fra den økonomiske omstrukturerings- og udviklingsproces kan blive en trussel mod disse områder, medmindre der indbygges hensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger i Miljø for Europa-programmet og i de nationale økonomiske udviklingspolitikker og de hermed forbundne finansielle mekanismer samt i tiltrædelsesaftalerne med de kommende EU-medlemslande.

ferskvand og havvand

Miljø for Europa-programmet retter især opmærksomheden mod en bæredygtig forvaltning af de naturlige ressourcer( herunder ferskvand og kyst- og havvand), som dog stadig er truede.

Selv om vandindvindingsgraden i de seneste ti år har været stabil og endog er faldet i en række vest- og østeuropæiske lande, kan der stadig forekomme vandmangel, især i byområder. Udsivning fra distributionssystemerne i nogle lande og ineffektiv anvendelse af vandressourcerne i alle landene er fortsat et problem.

Grundvandets kvalitet - og dermed menneskers sundhed - er truet af høje koncentrationer af nitrat fra landbruget. Koncentrationerne af pesticider i grundvandet overstiger ofte de højeste tilladte koncentrationsværdier i EU, og mange lande melder om grundvandsforurening med tungmetaller, kulbrinter og klorerede kulbrinter. Det vil tage mange år at opnå forbedringer af grundvandskvaliteten, eftersom der går lang tid, før forurenende stoffer trænger ned og fordeles i grundvandet.

Siden 1990 er der ikke sket nogen generel forbedring af den europæiske vandløbskvalitet. Selv om fosforemissionerne er skåret ned med 40-60% i løbet af de seneste fem år - som følge af foranstaltninger i industrien, forbedret spildevandsbehandling og stigende anvendelse af fosfatfrie vaskemidler i husholdningen - er problemet med eutrofiering i vandløb, søer, reservoirer og kyst- og havvand ikke kommet nærmere en løsning siden offentliggørelsen af Dobris-rapporten, og der er stadig for høje næringsstofkoncentrationer i mange områder.

Mange europæiske have er stadig udsat for stærk overfiskning, og bestanden af en række arter er stærkt reduceret, hvilket atter en gang understreger den i Miljø for Europa-programmet fastslåede nødvendighed af at fremme et bæredygtigt fiskeri.

jord og jordkvalitet

Jorderosion og forøgelse af saltholdigheden er stadig et stort problem i mange områder, navnlig i
Middelhavsområdet. Der er kun sket ringe fremskridt med beskyttelsen af jordbunden, et andet område, som ofres særlig opmærksomhed i miljøprogrammet. Et stort antal forurenede grunde skal oprenses. Der er aktuelt udpeget 300 000 potentielt forurenede grunde, hovedsagelig i Vesteuropa, og navnlig i områder med en lang tradition for sværindustri.

For at kunne fastslå problemets omfang i Østeuropa, hvor der findes et stort antal forurenede militærområder, er det nødvendigt med bedre informationer.

bymiljø

En stadig større del af den europæiske befolkning bor i byer, og europæiske byer viser fortsat tegn på stærk miljøbelastning - dårlig luftkvalitet, støj, trafikpropper, tab af grønne områder og ødelæggelse af historiske bygninger og monumenter.

Selv om der er sket visse forbedringer siden Dobris-rapporten (f.eks. med hensyn til luftkvaliteten i byområder) fører mange former for belastning, især fra transportsektoren, i stigende grad til en forringelse af livskvaliteten og folkesundheden. En positiv tendens er byernes stigende interesse for de lokale Agenda 21-bevægelser. 290 europæiske byer har undertegnet Aalborg-charteret om europæiske byer for en bæredygtig udvikling. Gennemførelsen af lokale Agenda 21-politikker og instrumenter er ved at blive den mest afgørende udviklingstendens i byerne, hvilket lover godt for udsigterne til en væsentlig forbedring på grundlag af en samordnet lokal indsats.

technologiske risici og naturkatastrofer

Udover de daglige menneskeskabte belastninger påvirkes Europas miljø af følgerne af uheld i forbindelse med industrielle aktiviteter og naturkatastrofer. Data om sådanne uheld foreligger for indeværende kun for visse områder i EU; endnu færre data findes der vedrørende de central- og østeuropæiske lande og De Nye Uafhængige Stater. At dømme ud fra de i rapporterne nævnte begivenheder synes antallet af industriuheld pr. aktivitetsenhed i EU at være faldende.

Antallet af voldsomme oversvømmelser og andre klimabetingede katastrofer er stigende i Europa; årsagen hertil skal formentlig findes dels i menneskeskabte påvirkninger af miljøet såsom ændringer af landskabet (herunder befæstede arealer) og dels i den stadig hyppigere forekomst af ekstreme vejrsituationer.

SEKTORER

Det fremgår af den ovenstående vurdering , at selv om nogle former for miljøbelastning er blevet reduceret, har dette ikke ført til en generel forbedring af miljøtilstanden og -kvaliteten i Europa. Dette skyldes i nogle tilfælde naturlige tidsforskydninger (i processer som udtynding af det stratosfæriske ozonlag og ophobning af fosfor i søer). I mange tilfælde er de iværksatte foranstaltninger imidlertid for begrænsede i forhold til problemets omfang og kompleksitet (f.eks. sommersmog og pesticider i grundvandet).

Den europæiske miljøpolitik har traditionelt fokuseret på kontrol med forurening ved kilden og beskyttelse af bestemte naturområder. I nyere tid er integreringen af miljøhensyn i de øvrige sektorpolitikker og fremme af en bæredygtig udvikling kommet i centrum.

Transport, energi, industri og landbrug er de sektorer, der belaster Europas miljø mest. Der er stor forskel på, i hvilket omfang der er iværksat miljøpolitikker for disse sektorer, og hvor effektivt de gennemføres. For industri- og energisektoren er situationen nogenlunde tilfredsstillende, men nogle områder skal stadig følges opmærksomt (f.eks. energieffektivitet, vedvarende energi);
landbruget er i mindre grad omfattet af miljøpolitikker, og situationen er under revision; for transportsektorens vedkommende er forholdene stadig utilfredsstillende.

klimaændringer, forsuring, sommersmog, biodiversitet, bymiljø, kemikalier, uheld

Transport: Godstransporten på landevej i hele Europa steget med 54% siden 1980 (målt i tons*km), passagerbefordringen i bil er steget med 46% siden 1985 (passager*km, kun for EU), og antallet af flypassagerer er steget med 67% siden 1985.

Mere end for nogen anden sektor gælder det for transportsektoren, at miljøpolitikken ikke kan følge med væksten. Der er voksende problemer med trafikpropper, luftforurening og støj. Indtil for nylig er stigende transport blevet betragtet som et afgørende led i økonomisk vækst og udvikling, og regeringerne har set det som deres opgave at udvikle den nødvendige infrastruktur, mens miljøindsatsen er blevet begrænset til at sikre, at normerne for emission fra motorkøretøjer og
brændstofkvaliteten gradvis forbedres, og at valget af trafikruter underkastes en miljøvurdering.

Rapporten viser, at der er sket visse fremskridt med hensyn til ovennævnte begrænsede mål i det meste af Europa. Den stigende trafik og den stadige udbygning af transportinfrastrukturerne har ikke desto mindre medført en generel forværring af transportrelaterede miljøproblemer. Dette har givet anledning til bekymring i offentligheden, og spørgsmålet om forbindelsen mellem økonomisk udvikling og voksende trafik bliver i stigende grad genstand for debat.

I den senere tid er der udfoldet bestræbelser på at bremse den stigende efterspørgsel efter transport, at fremme brugen af offentlige transportmidler og anspore til nye bolig- og produktionsmønstre, som kan mindske transportbehovet. En sådan omstilling til et mere bæredygtigt transportmønster vil ikke være let at få gennemført, eftersom der er betydelig politisk styrke bag den traditionelle infrastrukturudviklingsstrategi, og den offentlige transport taber terræn til private transportmidler over alt i Europa.

klimaændringer, forsuring, sommersmog, kyst- og havområder, bymiljø

Energiforbruget, som er den vigtigste årsag til klimaændringer og en lang række luftforureningsproblemer, har konstant ligget på et højt niveau i Vesteuropa siden offentliggørelsen af Dobris-rapporten.

I de central- og østeuropæiske lande og De Nye Uafhængige Stater er energiforbruget skåret ned med 23% siden 1990 som følge af den økonomiske omstrukturering, men det forventes at ville stige igen, efterhånden som det økonomiske opsving  kommer i gang. Større effektivitet i produktion og anvendelse af energi er nøgleelementer i en bæredygtig energipolitik.

På grund af de relativt lave energipriser har der ikke været et tilstrækkeligt incitament til at forbedre energieffektiviteten i  Vesteuropa. Aktuelt forbedres energieffektiviteten med omkring 1% om året, mens BNP fortsat stiger med omkring 2-3% om året.

Der er stadig plads for forbedringer af energieffektiviteten i Vesteuropa, navnlig i transport- og husholdningssektoren, men  erfaringen tyder på, at så længe prisen på fossile brændstoffer forbliver lav, skal der træffes skrappere politiske foranstaltninger  for at opnå en sådan forbedring.

I Østeuropa kan en udvikling i retning mod økonomisk konvergens med Vesteuropa tænkes at ville vende den nuværende udvikling hen imod et lavere energiforbrug og igen føre til en stigning i emissionerne af drivhusgasser og andre luftforurenende  stoffer, især i industri-, transport- og husholdningssektoren. Så også her vil det højst sandsynligt være nødvendigt at iværksætte
nye foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, såvel hvad angår produktion som forbrug.

klimaændringer, stratosfærisk ozon, forsuring, sommersmog, kemikalier, affald, ferskvand, kyst- og havområder,
bymiljø, ulykker

Industrien: Industriens relative bidrag til klimaændringer, forsuring, troposfærisk ozon og vandforurening er mindsket siden Dobris-rapporten.

I Vesteuropa bliver der i stigende grad taget hensyn til miljømål i forbindelse med industriens beslutninger, og dette har ført til et fald i de samlede udledninger fra industrien til atmosfæren og vandet. En sådan integration af miljømål er imidlertid ikke almindelig i Østeuropa, hvilket understreger behovet for effektive og veludstyrede administrative strukturer, der kan sikre  miljølovgivningens omsætning til national ret og en effektiv gennemførelse af denne, samt behovet for en mere omfattende brug af   miljøstyringssystemer i erhvervslivet. Der kan tænkes at ske et teknologisk "spring" fremad, når en betydelig del af  produktionssystemet er blevet fornyet.

I hele Europa tegner små og mellemstore virksomheder sig for en betydelig del af miljøbelastningen, men der er også gode muligheder for forbedringer , idet små og mellemstore virksomheder generelt ikke er underlagt effektive miljøforanstaltninger.  

klimaændringer, stratosfærisk ozon, forsuring, kemikalier, biodiversitet, affald, ferskvand, kyst- og havmiljø, jord og
jordkvalitet

Landbruget: Landbrugspolitikken i Europa har traditionelt taget sigte på at optimere fødevareproduktionen og opretholde landmændenes indkomst. I den senere tid er man begyndt at lægge mere vægt på miljøkrav og et bæredygtigt landbrug. Rapporten viser imidlertid, at der stadig er lang vej tilbage.

I Vesteuropa er landbrugsudbyttet steget støt i de sidste fem år som følge af fremskridt i landbrugsmetoderne. Anvendelsen af kunstgødning og pesticider (målt som vægt af aktive stoffer) er gradvis sat ned (selv om dette som tidligere nævnt ikke   umiddelbart giver sig udslag i en forbedring af grundvandets kvalitet), men samtidig er vandforbruget også steget.

Som følge af stigningen i husdyrproduktionen, den øgede produktion af husdyrgødning og den øgede emission af reducerede kvælstofforbindelser er eutrofiering blevet et stort problem i Nordvesteuropa, og det er ved at antage betydelige dimensioner i Sydeuropa. Mange steder forringes de naturlige levesteder og biodiversiteten som følge af intensiveringen i landbruget og
udbredelsen af nye bebyggelser.

Enkelte lande er begyndt at tilskynde til mere miljøvenlige landbrugsmetoder, men miljøhensyn spiller stadig kun en lille rolle i EU’s fælles landbrugspolitik. Gennemførelsen af GATT-aftalerne og landbrugsreformen kan føre til yderligere rationalisering og specialisering af landbrugsproduktionen og udtagning af jord af produktionen. Der er imidlertid ikke en simpel sammenhæng mellem udtagning af jord og påvirkning af biodiversiteten.

I Østeuropa er strukturreform, modernisering og diversificering af landbrugssektoren fortsat et prioriteret mål. Den komplekse problemstilling og den herskende usikkerhed gør det imidlertid vanskeligt at foretage en samlet vurdering af virkningerne af disse udviklingstendenser.

Generelt vil opnåelsen af en bæredygtig miljøbelastning og et bæredygtigt ressourceforbrug formentlig kræve betydelige teknologiske fremskridt og en omfattende omstilling til mindre ressourceintensive og miljøskadelige aktiviteter.

Mens der på nationalt plan er gjort visse fremskridt med hensyn til at inddrage miljøaspektet i beslutningerne (f.eks. miljøhandlingsplaner og strategiske miljøvurderinger), vil det kræve en stor indsats at få en sådan politik gennemført på fælleseuropæisk plan. Der er imidlertid gode muligheder for at gennemføre forbedringer af en sådan størrelsesorden, at de kan afhjælpe de negative virkninger på miljøet af stigningen i produktion og forbrug, navnlig i de central- og østeuropæiske lande og i De Nye Uafhængige Stater. I disse lande vil omstrukturering og teknologisk fornyelse gøre det muligt at undgå nogle af Vesteuropas mest miljøskadelige teknologier .