Politikker om biodiversitet

EU's politikker

I 2001-strategien for bæredygtig udvikling har EU fastlagt det mål at standse tabet af biodiversitet og genoprette habitater og natursystemer senest i 2010. Europa-Kommissionens meddelelse om biodiversitet fra 2006 udstikker de overordnede strategiske rammer. Den giver nødvendig fremdrift til 2010-målet, formulerer EU-institutionernes og medlemsstaternes ansvar og fastlægger en ambitiøs politisk tilgang og handlingsplan med konkrete foranstaltninger.

Selv om klimaændringer tager meget af mediernes opmærksomhed, udgør tabet af biodiversitet på et grundlæggende punkt en meget mere alvorlig trussel. Dette skyldes, at en forringelse af økosystemerne som regel når til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage - og at en udslettelse er endegyldig.

Stavros Dimas, EU's miljøkommissær, Grøn Uge 2006

EU's naturbeskyttelsespolitik er primært baseret på to retsakter:

• Fugle- direktivet og
• Habitat- direktivet

Begge direktiver danner grundlag for Natura 2000-nettet, et net af naturreservater, der ligger spredt ud over EU for at bevare arter og levesteder af særlig europæisk interesse. EU's naturbeskyttelsespolitik nyder godt af et specifikt finansielt instrument, LIFE Nature-fonden.

Tabet af biodiversitet skyldes primært sektorspecifikke aktiviteter. EU's biodiversitets- strategifokuserer særligt på at integrere problemer med biodiversiteten i sektorspecifikke politikker, herunder bevaring af naturressourcer, landbrug, fiskeri, regionalpolitikker og arealplanlægning, skovbrug, energi og transport, turisme, udvikling og økonomisk samarbejde.

Øvrige politikker, der er relevante for biodiversiteten i EU:

• EU's sjette miljøhandlingsprogram "Vores fremtid, vores ansvar", vedtaget i 2002, hvor bevaring af biodiversiteten er en af de fire primære problemstillinger, der skal løses.
• "Malahide-budskabet" fra 2004, der fremlægger 18 prioriterede mål for at standse tabet af biodiversitet, hvoraf mange vedrører sektorvis integration af problemer vedrørende biodiversitet.

Paneuropæiske og globale politikker om biodiversitet

I 1992 markerede FN's Konvention om den Biologiske Mangfoldighed (CBD) det internationale samfunds løfte om at tage fat på tabet af biodiversitet. Som svar blev Den Paneuropæiske strategi for biologisk og landskabsmæssig mangfoldighed godkendt af landene under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa. Denne strategi er en del af ministerkonferencens proces "Miljø for Europa", der er den eneste platform til paneuropæisk samarbejde om håndtering af tab af biodiversitet.

I 2002 godkendte Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed og Johannesburg-topmødet et globalt mål for 2010 om at reducere den nuværende frekvens af tab af biodiversitet inden 2010. I 2003 enedes miljøministre fra hele Europa i Kiev-resolutionen om biodiversitet om at standse tabet af biodiversitet senest i 2010.

Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed fastlægger forpligtelser om planlægning for biodiversitet på nationalt plan. Landene skal udvikle nationale strategier, der afspejler, hvorledes konventionens mål skal nås, og der skal udarbejdes handlingsplaner med angivelse af, hvilke skridt der skal tages for at nå disse mål. En liste over disse nationale strategier og handlingsplaner for biodiversitet er tilgængelig på Konventionen om den Biologiske Mangfoldigheds websted.