All official European Union website addresses are in the europa.eu domain.
See all EU institutions and bodiesGør noget for vores planet, udskriv kun denne side hvis det er nødvendigt. Selv en lille indsats kan gøre en enorm forskel, når millioner af mennesker gør det!
Nyheder
Den årlige badevandsrapport, der offentliggøres i dag, viser, at næsten 85 % af Europas badevandsområder i 2021 opfyldte EU's strengeste standarder for "udmærket" vandkvalitet. Vurderingen giver et godt fingerpeg om, hvor svømmere kan finde badevand af bedste kvalitet i Europa denne sommer. Den vurdering, som Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har foretaget i samarbejde med Europa-Kommissionen, er baseret på overvågning af 21 859 badeområder i Europa. Det omfatter EU-landene, Albanien og Schweiz i hele 2021.
Virginijus Sinkevičius, kommissær med ansvar for miljø, hav og fiskeri, udtaler: "Denne rapport er godt nyt for dem af os, der reserverer en velfortjent sommerferie i Europas smukkeste badeområder. Uanset om vores bestemmelsessted er en græsk strand, en ungarsk sø eller en fransk flod, kan vi være sikre på, at størstedelen af badevandet er af udmærket kvalitet. Dette er godt for miljøet, for vores helbred og for Europas turismeindustri, idet det kommer sig efter pandemien. Vi er forpligtet til at opretholde disse standarder og foretage yderligere forbedringer på vejen til målet om nulforurening."
Hans Bruyninckx, der er administrerende direktør for Det Europæiske Miljøagentur, udtaler: "Dette års resultater er et bevis på, at mere end 40 års EU-indsats med at forbedre badevandskvaliteten i hele Europa har været til gavn for vores helbred og for miljøet. EU's handlingsplan for nulforurening og revisionen af EU's badevandsdirektiv vil yderligere forstærke vores tilsagn om at forebygge og reducere forurening for de kommende årtier."
Af rapporten fremgår det, at tilstanden i kystområderne, som udgør to tredjedele af de samlede badeområder, generelt er bedre end for de områder, der ligger inde i landet. I 2021 var 88 % af EU's havbadeområder klassificeret som værende af udmærket kvalitet sammenlignet med 78,2 badeområder inde i landet. Siden vedtagelsen af badevandsdirektivet i 2006 er andelen af områder med standarden "udmærket" vokset og har i de senere år stabiliseret sig omkring 88 % for kystområder og 78 % for områder inde i landet.
Det fremgår af rapporten, at minimumsstandarden for vandkvalitet blev opfyldt med 95,2 % i områderne i 2021. I Østrig, Malta, Kroatien, Grækenland, Cypern, Danmark og Tyskland opfylder 90 % af badevandet eller mere kvalitetsstandarden "udmærket".
Andelen af områder af ringe kvalitet er faldet siden 2013. I 2021 udgjorde badevandsområder af ringe kvalitet 1,5 % af alle områder i EU sammenlignet med 2 % i 2013. Dårlig kvalitet er ofte et resultat af kortvarig forurening. I rapporten understreges det, at bedre vurderinger af årsagerne til forurening og gennemførelsen af integrerede vandforvaltningsforanstaltninger kan bidrage til at forbedre vandkvaliteten.
Sammen med dette års badevandsrapport har EEA også offentliggjort et ajourført interaktivt kort, der viser hvert badeområdes resultater. Ajourførte landerapporter er også tilgængelige samt flere oplysninger om gennemførelsen af direktivet i landene.
Kvaliteten af Europas badevand er betydeligt forbedret i de senere årtier på grund af systematisk overvågning og forvaltning, der blev indført ved EU's badevandsdirektiv og anden EU-miljølovgivning, herunder direktivet om rensning af byspildevand.
I EU's badevandslovgivning præciseres det, at badevandskvaliteten kan klassificeres som "udmærket", "god", "tilfredsstillende" eller "ringe", afhængigt af mængden af fækale bakterier. Hvis vandet er klassificeret som "ringe", skal medlemsstaterne træffe visse foranstaltninger som f.eks. at forbyde eller fraråde badning, informere offentligheden og træffe passende afhjælpende foranstaltninger.
Disse regler har ført til en drastisk reduktion af den mængde ubehandlet eller delvis behandlet kommunalt og industrielt spildevand, som udledes i badevandet. Som en følge heraf er svømning også muligt i mange overfladevandsområder i byer, som tidligere var meget forurenede.
Europa-Kommissionen er i øjeblikket i gang med at revidere badevandsdirektivet. Formålet er at vurdere, om de nuværende regler stadig er egnede til at beskytte folkesundheden og forbedre vandkvaliteten, eller om der er behov for at forbedre den eksisterende ramme, navnlig ved at bringe nye parametre i spil.
Alle EU-landene samt Albanien og Schweiz overvåger deres badeområder i overensstemmelse med bestemmelserne i EU's badevandsdirektiv.
Gennemførelsen af badevandsdirektivet understøttes af en bred EU-ramme for vandlovgivning, herunder vandrammedirektivet, direktivet om miljøkvalitetskrav, grundvandsdirektivet , havstrategirammedirektivet og direktivet om rensning af byspildevand.
2021-vurdering af badevandskvaliteten, herunder landespecifikke faktablade og interaktivt kort
EU-regler om badevandskvaliteten
Revision af badevandsdirektivet
Det Europæiske Miljøagenturs (EEA) pressekontor:
Constant Brand, constant.brand@eea.europa.eu
Tlf.: +45 2174 1872
Antti Kaartinen, antti.kaartinen@eea.europa.eu
Tlf.: +45 2336 1381
For references, please go to https://eea.europa.eu./da/highlights/nulforurening-et-stort-antal-af or scan the QR code.
PDF generated on 26/11 2024 15:56
Engineered by: EEAs webteam
Software updated on 26 September 2023 08:13 from version 23.8.18
Software version: EEA Plone KGS 23.9.14
Handlinger
Del med andre