Ikke-bæredygtigt forbrug

»En aften blæste røgen ind over gården. Det var ikke rart. Asken faldt som sne«, siger Guðni Þorvaldsson, der driver familiebruget i det sydlige Island, kun 8 km fra vulkanen Eyjafjallajökull.
»Vi var nødt til at tage fårene, lammene og nogle af hestene indenfor. Vi måtte se til fårene hver tredje time, da det var læmmesæson. Alt var gråt. De største askeflager var på 3 cm. Jeg satte fodaftryk i det som i sne.«

Guðni Þorvaldsson og resten af den islandske befolkning var bemærkelsesværdigt velforberedt på det massive udbrud fra Eyjafjallajökull i marts 2010. Et sofistikeret overvågningssystem med GPS-teknologi måler uafbrudt de aktive vulkaner i Island. Aflæsningerne viste, at vulkanen blev højere — et sikkert tegn på vulkansk aktivitet inde i fjeldet. Dette bekræftedes af andre overvågningsaktiviteter. Kombineret med et effektivt offentligt informationssystem viser det, hvor værdifuld miljøinformation kan være.

Den øvrige verden var måske ikke helt så velforberedt. I løbet af få dage var virkningerne globale, hovedsageligt som følge af den dannede massive askesky og dens påvirkning af lufttrafikken. Asken bevægede sig op i en højde af mellem 20 000 og 36 000 fod — svarende til normal flyvehøjde. Luftrummet over Europa var lukket, hvilket igen betød, at fly med europæiske destinationer måtte blive på jorden så langt væk som i Sydney. Den internationale luftfartsorganisation skønnede, at det kostede luftfarten 200 mio. USD dagligt i mistede indtægter.

Næsten alle virksomheder, der er afhængige af lufttransport, blev ramt. I den bagende sol i Kenya rådnede planter, blomster og grøntsager, der var dyrket til det europæiske marked, med tab på millioner af euro. Det blev anslået, at der i de første dage efter udbruddet blev kasseret ti millioner planter — hovedsageligt roser. Grøntsager som asparges, broccoli og grønne bønner blev brugt til kvægfoder i stedet for at ende på de europæiske middagsborde. Forsyningerne af frisk tun fra Vietnam og Filippinerne begyndte at slippe op i Europa.

Den dystert stille himmel over Europa i april 2010 blev en påmindelse om, hvor megen lufttrafik der normalt er. Historierne om rådnende planter og grøntsager i Kenya minder os om, hvor nogle af vores planter og grøntsager kommer fra. Faktisk illustrerede udbruddet klart sammenhængen mellem visse nøglesystemer — menneskeskabte og naturlige — der opretholder vores globaliserede samfund.

Vores store fod

Det økologiske fodaftryk er et ud af en række mål for de krav, menneskeheden stiller til planeten. Fodaftrykket har sine begrænsninger, men er også et ret let begreb at forstå: Det er en beregning af, hvor stort et jord- og havareal, der kræves for at skaffe de ressourcer, vi bruger, og tage imod vores affald.

I 2003 var EU’s økologiske fodaftryk 2,26 milliarder hektarer globalt, eller 4,7 hektar globalt pr. person. Dette kan sammenholdes med Europas totale produktionsareal på 1,06 milliarder hektar eller 2,2 hektar globalt pr. person (WWF, 2007).

Hvis alle verdens borgere levede som europæerne, ville det kræve mere end to og en halv planet at skaffe de ressourcer, som vi forbruger, tage imod vores affald og efterlade en vis plads til vilde arter (WWF, 2007).

»Earth Overshoot Day«

Earth Overshoot Day er den dag i året, hvor menneskehedens forbrug af økologiske ressourcer svarer til, hvad naturen kan producere på 12 måneder. Det er den dag, hvor vi har brugt vores kollektive lønningspose op og begynder at låne af planeten.

I 2010 beregnede Global Footprint Network, at menneskeheden den 21. august havde opbrugt alle de økologiske ydelser — fra CO2-filtrering til råvareproduktion til fødevarer — som naturen var i stand til at levere på en sikker måde til hele året. Fra den 21. august til årets udgang opfyldte vi vores økologiske behov ved at bruge af ressourcebeholdningerne og akkumulere drivhusgasser i atmosfæren.

Dårlige vaner belaster miljøet

Både det »globale fodaftryk« og »Earth Overshoot Day« bygger på grove skøn. Men vi ved med sikkerhed, at vores forbrug af naturlige ressourcer er steget enormt i løbet af de seneste tiår. De vigtigste drivkræfter har været stigende befolkningstal, velstand og forbrug. Størstedelen af befolkningstilvæksten har fundet sted i udviklingslandene, hvorimod velstand og forbrug er størst i de udviklede lande.

I Europa finansierer vi vores økologiske underskud — forskellen mellem vores fodaftryk og vores biologiske kapacitet — ved at importere varer og ydelser udefra. Vi eksporterer også en del af vores affald. I det store hele bliver vi mindre og mindre selvforsynende.

Som resultat af den voksende globale samhandel mærker man andre steder en stigende del af miljøbelastningen og virkningerne af EU-landenes forbrug. En del af denne forskydning sker mellem EU‑landene, men en stor del ligger uden for EU og er dermed ikke dækket af EU’s nuværende produktionsrelaterede politikker. Det betyder, at vi eksporterer virkningerne af vores forbrug til lande, hvor miljøpolitikken ofte er underudviklet — og derved udsætter de lokale befolkninger og miljøer for en ekstrem belastning.

Det globale forbrug har store og uoprettelige virkninger på de lokale økosystemer: 130 000 km2 tropisk regnskov ryddes hver år. Siden 1960 er en tredjedel af verdens landbrugsjord blevet opgivet eller er udpint som følge af overudnyttelse og jordforringelse (*).

At bryde cirklen

Vi må blive bedre til at sørge for balance mellem at bevare den naturlige kapital og udnytte den til at drive økonomien. Hovedreaktionen må være mere effektiv ressourceudnyttelse. Vi må erkende, at de krav, vi stiller til de naturlige systemer, ikke på nuværende tidspunkt er bæredygtige, og at vi derfor er nødt til at gøre mere ved hjælp af mindre.

Det er opmuntrende, at der her er et område, hvor miljømæssige og kommercielle interesser er på linje: En virksomheds ve og vel afhænger af dens evne til at få mest muligt ud af sit input. På samme måde kan vi kun bevare natur og velfærd, hvis vi udretter mere med begrænsede ressourcer.

Ressourceeffektivitet er nu et flagskibsinitiativ i EU — et afgørende element i strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst inden 2020. Ressourceeffektivitet forener god forretningsførelse og god miljøpraksis ved at producere mere og mindske affaldet. Det svarer til at kombinere sundere kost med et motionsprogram — efter et stykke tid opdager man, at man kan gøre mere ved hjælp af mindre.

(*) Yderligere oplysninger findes i tematiske vurderinger i Tilstand og fremtidsudsigter — forbrug og miljø