Deling af naturens rigdomme

Tusinder af kilometer fra Europa, i staten Orissa op mod Den Bengalske Bugt, ruller tusinder af lastbiler forbi. Dette er det østlige Indien, den legendariske kilde til Indiens mineralrigdomme og engang en vigtig råstofkilde til industriel vækst på verdensplan. Mineralforekomsterne i denne del af Indien hører stadig til nogle af verdens mest værdifulde, og her er den industrielle revolution måske først ved at begynde.

Stammefolkene, der lever i skoven her, har meget at tabe og kun lidt at vinde. Skovstammerne er ikke godt beskyttede — deres rettigheder er aldrig blevet nedskrevet eller for alvor anerkendt. I en lille stammelandsby dybt inde i skovene, der dækker Gajapati-området, bor Gangi Bhuyan og hendes mand, Sukru Bhuyan, med deres unge familie i og omkring skoven.

I ca fem af årets måneder brødføder de familien på den mindre end en halv tønde land store jordlod, de dyrker i udkanten af skoven, der omgærder deres landsby Raibada. I denne periode høster de også grøntsager, frø, frugt, medicin og byggematerialer (f.eks. græs) fra skoven. I andre fire måneder af året er dette deres hovedkilde til mad. Uden skoven ville de dø af sult. I de resterende tre måneder er de nødt til at tage til storbyer som Bangalore eller Mumbai for at tage arbejde.

Rigdom under jorden — fattigdom over jorden

Orissa, der ligger i den østlige del af den indiske halvø ved Den Bengalske Bugt, er rig på en række mineraler. Denne stat regnes således for en af landets mest ressourcerige. Kvaliteten af mineralforekomsterne i Orissa anses for at være blandt verdens bedste.

Med sin for en stor del uudnyttede overflod af kul, jernmalm, bauxit, chromit, kalksten, dolomit, mangan, granit, tin, nikkel, vanadium og ædelsten er staten i færd med at tage et vældigt spring fremad i sin industrialisering. For enkelte mineralers vedkommende repræsenterer Orissa desuden en betydelig del af de globale reserver, ikke kun mængdemæssigt, men også kvalitetsmæssigt. De internationale selskaber står derfor i kø for at få adgang.

Nogle af mineralerne anvendes i Indien, mens en betydelig del går andre steder hen: Indonesien, Japan, Kina, Korea, Malaysia, Nepal, Rusland, Sydafrika, Thailand, Ukraine, USA og selvfølgelig EU (Ota, A.B., 2006).

Skillelinjer i vores globale verden

Med sin kombination af rigdom i undergrunden og fattigdom over jorden illustrerer Orissa flere af skillelinjerne i vores globale verden. Her mødes ulighed, ubønhørlig jagt efter naturlige ressourcer og tvungen migration. Minedriften i Orissa bringer økonomisk gevinst til området; udbyttet bliver ikke ligeligt fordelt. For skovstammerne er omkostningerne høje, fordi deres hjem er i fare, når mineselskaberne i stadig større omfang søger at skaffe sig adgang til deres jord.

60 % af Orissas stammefolk lever på arealer med mineralrigdomme i undergrunden. Traditionelt har de ingen dokumentation for deres ret til jorden. Igennem et stykke tid er stammefolk blevet fortrængt til fordel for økonomiske udviklingsprojekter, herunder minedrift. Men i de senere tiår har den økonomiske udvikling siden 1991 ført til et øget antal fortrængninger over et større område (Ota, A.B., 2006).

Hvor det flyder med naturens goder

Udnyttelse af naturlige ressourcer er forbundet med en række miljømæssige og samfundsøkonomiske problemer.

Projektet Economics of Ecosystems and Biodiversity (TEEB) — en stor analyse af den globale økonomiske betydning af biodiversiteten — belyser sammenhængen mellem tab af biodiversitet og fattigdom.

TEEB-forskerne har søgt at udpege, hvem der umiddelbart nyder godt af mange af ydelserne fra økosystemer og biodiversitet. »Svaret er«, skriver Pavan Sukhdev, der er leder af FN’s miljøprogram The Green Economy Initiative, »at det hovedsageligt er de fattige.«

Virkningen af tabet af biodiversitet i Indien har også alvorlige konsekvenser for kvinderne, da det stærkt forringer deres funktion som samlere i skovene. Undersøgelser i stammeområderne i Orissa og Chattisgarh har vist, at skovrydningen har medført tab af udkomme, at kvinderne skal gå fire gange længere for at indsamle skovprodukter, og at de ikke længere har adgang til lægeplanter, da de er blevet opbrugt. Dette tab mindsker indkomsten, fører til øget hårdt arbejde og går ud over det fysiske helbred. Det er også dokumenteret, at kvinders relative status i familien er højere i landsbyer i intakt skov, hvor deres bidrag til husholdningen er større end i landsbyer med mangel på naturlige ressourcer (Sarojini Thakur, 2008).

I Europa er vi ofte isoleret fra de direkte virkninger af miljøets forringelse — i hvert fald på kort sigt. Men for de fattige, der er direkte afhængige af føde og tag over hovedet fra miljøet, kan de have alvorlige konsekvenser. Ofte er det samfundets svageste, der bærer den største byrde ved ødelæggelsen af naturlige systemer, men af fordelene får de kun få, hvis overhovedet nogen.

Det årlige tab i naturlig kapital bliver typisk anslået til en ubetydelig størrelse på nogle få procent af BNP. Men hvis man regner dette tab om til menneskelige værdier, baseret på retfærdighedsprincippet og vores kendskab til, hvem der nyder godt af naturens goder — dvs. de fattige — så bliver argumentet for at mindske tabet langt stærkere.

Dette gælder hele kloden. Det drejer sig om verdens fattiges ret til det, som naturen giver dem, som udgør mere end halvdelen af deres udkomme, og som de vil have vanskeligt ved at erstatte (De Europæiske Fællesskaber, 2008).

Retten til at blive hvor man er

Globalisering er ofte kendetegnet ved bevægelighed — f.eks. af mennesker, varer, velstand og viden. At blive hvor man er, hører normalt ikke til de menneskerettigheder, vi prioriterer. Men det er netop, hvad skovfolket i Orissa og mange andre kræver: at få mulighed for at blive dér, hvor de er, hvor de får føde, har tag over hovedet og kontakt med familien og de andre i stammen. Dér, hvor generationer har følt sig sikre.

Når en strøm af mennesker er på vej mod storbyerne, bør vi altså tænke på at give folk mulighed for at blive, hvor de er.