All official European Union website addresses are in the europa.eu domain.
See all EU institutions and bodiesGør noget for vores planet, udskriv kun denne side hvis det er nødvendigt. Selv en lille indsats kan gøre en enorm forskel, når millioner af mennesker gør det!
Article
Det er sidst i september, og den sidste monsunregn har ramt New Delhi hårdt. Det er varmt i den indiske hovedstad — over 30 grader, og fugtigt. Regnen er holdt op, men der er fugtigt alle vegne. Et udbrud i byen af den myggebårne denguefeber er netop blevet bekræftet.
Den ulovlige bebyggelse i byens nordøstlige del går under navnet Yamuna Pushta eller »Yamunaryggen« og strækker sig normalt kilometervis på flodsletterne på begge sider af den store flod. Nu er flodsletterne selv helt oversvømmet. En flod af mennesker har allerede opslugt hovedvejen, idet titusinder af slumbeboere har opgivet deres skurbyer langs floden og søger tag over hovedet.
Disse samfund slår lejr ved hovedvejen, med hvad de har tilbage af ejendele, kun få skridt fra Delhis anden rasende strøm: trafikken. Et spædbarn sover på den hårde beton en meter eller to fra vejen indhyllet i et tæppe. En teenagepige kæmmer omhyggeligt sit lange sorte hår under plastfolien over sit hjem. En anden taster på mobilen, mens hun fylder drikkevand i en dunk fra en vandtankbil.
Når man siger globalisering, er det sjældent slumkvarterer, man tænker på, men Yamuna Pushta er en del af et globalt fænomen. Milliarder af mennesker samler sig i vores storbyer og forlader de landlige omgivelser. For første gang i historien bor mere end 50 % af verdens befolkning i byområder. Inden 2050 vil ca. 70 % af os være byboer, sammenholdt med mindre end 30 % i 1950 (UNDESA, 2010).
Storbyerne når desuden en størrelse, der ikke er set før. Det stigende antal megastorbyer over hele verden medfører en enorm belastning af de naturlige ressourcegivende systemer. Den endnu hurtigere stigning i antallet af små og mellemstore byer kan få endnu større miljømæssig betydning.
I storbyerne koncentreres investeringer og beskæftigelse og fremmer derved økonomisk vækst og produktivitet. De skaber job med større indtægter og bedre adgang til varer, tjenesteydelser og faciliteter samt bedre sundhed, læsefærdigheder og livskvalitet. Det er disse muligheder, der frister landboer til at opsøge en bedre tilværelse og en bedre indkomst i byområder.
Men i fravær af stærk styring kan hurtig byvækst føre til store miljøproblemer ved at øge både forbrug og fattigdom i byerne.
Statistik fra FN’s Habitat viser, at 1,1 milliarder mennesker lever i slumkvarterer i byer verden over. Med den fortsat stigende befolkning flytter flere og flere mennesker til byområder verden over, og tendensen fortsætter.
Størstedelen af den stærkt underprivilegerede del af befolkningen bor stadig i landområder, men i byområder er andelen stor og voksende, skønt det nøjagtige antal menes at være stærkt undervurderet i officielle opgørelser. Hvad der er vigtigt, er, at andelen af fattige i byerne i mange udviklingslande vokser hurtigere end den samlede bybefolkning.
Storbyer er økosystemer. Det er åbne og dynamiske systemer, der forbruger, omdanner og afgiver materialer og energi, udvikler og tilpasser sig, formes af mennesker og vekselvirker med andre økosystemer. De skal derfor forvaltes ligesom andre typer af økosystemer.
Gennem nytænkning af byernes udformning, arkitektur, transport og planlægning kan vi bringe storbyer og bylandskaber i forreste linje med hensyn til at afbøde klimaændringerne (bedre transport, ren energi og lavt forbrug) og tilpasse sig til dem (f.eks. flydende huse, lodrette haver). Bedre byplanlægning vil desuden som helhed give bedre livskvalitet ved at skabe et roligt, sikkert, rent og grønt byrum. Det giver også nye beskæftigelsesmuligheder ved at stimulere markedet for nye teknologier og grøn arkitektur.
På grund af koncentrationen af mennesker har storbyer betydning. Deres problemer kan ikke udelukkende løses lokalt. Bedre integration af politikker og fornyelse i forvaltningen er nødvendig med tættere partnerskaber og koordination på lokalt, nationalt og regionalt plan. En effektiv, sammenhængende politik er derfor afgørende i den stærkt sammenhængende verden, vi lever i.
For references, please go to https://eea.europa.eu./da/miljosignaler/signaler-2011/artikler/byer or scan the QR code.
PDF generated on 23/11 2024 00:59
Engineered by: EEAs webteam
Software updated on 26 September 2023 08:13 from version 23.8.18
Software version: EEA Plone KGS 23.9.14
Handlinger
Del med andre